Welcome to the jungle!

Eller skulle man for en gangs skyld holde sig til modersmålet og sige velkommen i junglen i stedet. Vi har mødt backpackere nu. I massevis. Der er blevet talt så meget engelsk at Emilie allerede tager sig selv i både at tænke og drømme på engelsk, og Ida en enkelt gang har givet sig til at forklare en dansk fyr reglerne til det igangværende kortspil… på engelsk. Vi tog konsekvensen, og smuttede væk fra civilisationen, ind i vildmarken. Nærmere bestemt det nordlige Sumatras jungle. Et 2-dages trek fra byen Bukit Lawang startede lovende, med første billeder af – totalt menneskevant – abe ca. 20 meter fra skovgrænsen. Herfra steg intensiteten hurtigt. Både hvad angik beplantningens tæthed, abernes vilje til at hilse på og guidens mængde af jokes. Vi klatrede op og ned af bjergsider, så gummitræer, overværede kamp mellem kæmpemyrer, svedte en god portion mere end hvad normalt er og mødte områdets eneste aggressive orangutang Mina – som valgte at følge efter os, så vi til sidst måtte flygte op på et højt bjerg for at kunne nyde vores frokost i fred. Terrænet var mildest talt kuperet, men udsigterne var det hele værd.
Efter yderligere at have stiftet nært bekendtskab med sorte gibbonaber slog vi lejr ved en flod, hvor vi badede, spillede kort og kiggede på en stjernehimmel blinkende af ildfluer inden vi faldt i søvn på en sten.

Startede 2. dag med kort vandretur til et vandfald hvor vi badede, hvorefter vi tubede ned af floden tilbage til Bukit Lawang. Her blev der festet med de lokale, hvilket indebar den obligatoriske efterfølgende hviledag, hvorefter turen på ny gik ud i junglen. To hollandske piger havde tippet os om stedet Back to Nature. Et guesthouse ude i junglen, hvor elektricitet og internetadgang ikke findes. Stedet lå lige ud til floden, men krævede helt særlige skills at komme frem til. Floden skulle krydses et par gange og dette foregik med røven i vandskorpen og neglene boret ind i hænderne på den rutinerede guesthouseejer, som naturligvis tog turen i bare tæer og speedos, med tre (dog små og letpakkede) rygsække på hovedet og den ene mere væltende dansker efter den anden i hånden. Det ser muligvis ikke så besværligt ud (jf. nedenstående billeder), men vi kan afsløre at strømmen er så stærk, at den på et sekund ville kunne vælte hele det danske herrelandshold omkuld (tillykke til dem for resten). Desværre også så stærk at vi måtte vinke farvel til den ene af Idas nyerhvervede Nike Free sko, da den valgte at tage turen ned ad floden, hvorefter den forsvandt af syne. Den storsmilende guesthouseejer tryllede dog hurtigt et par ægte junglesko frem, så vi alle var godt klædt på til et mindre trek i mandens private (!) del af junglen. Turen gennem den noget mere uberørte og ilebefængte jungle bød blandt andet på synet af den sjældne whiteheaded gibbon abe, frokost ved vandløb og et tæt butrace ned af de stejle bjergskåninger. Klokken meget tidligt slukker vorherre for den store lampe, og herefter oplyses Back to Nature udelukkende af stearinlys, bål og naturligvis millioner af stjerner. Aftentimerne blev fordrevet med kortspil, stjernekiggeri og indtagelse af junglejuice. Det uendelige mørke medførte desværre en del rumsteren i nattetimerne, hvor især Emilies skræk for rotter blev sat på prøve. Efter en grundig rundvisning i ejerens medicinhave og et sidste brusebad i vandfaldet, tubede vi tilbage til Bukit Lawang, for at tilbringe den sidste aften med vores guider, som blandt andet tog os med på byens populære jungleclubbing.

Efter en nat i den larmende storby, Medan, er vi nu helt klar til at indtage Malaysia med storm.


Selamat tinggal

Ida Emilie Pernille

Ida ser mindre begejstret ud for stejl nedgang

Mina in action

Sort Giobbon umiddelbart før den sprang ned og kildede Emilie på benene

Det er aberne der spiser bananerne

Guide og god udsigt

Tubing med Ali Baba

Pernille krydser flod

På trekking i vores værts jungle

Faldet bagover et par gange eller ti

Haveudflugt. Nu med kniv.

Morgenbad i vandfald

Eftermiddagssnack

Udsigt fra vores værelse i junglen

Modebladsopdatering i stearinlysets skær

Øen i søen på øen

Hi!

Vi skriver Lake Toba for tiden. På postkortene, på mailsne og nu også på bloggen. Og vi nyder det. Søen, der ligger i den nordlige del af Sumatra, indeholder en ø, hvorpå byen Tuk Tuk ligger. Der bor vi. På Bagus Bay Homestay nærmere bestemt. Bungalow nr. 8. En seng til to, en seng til en, og et bad der er koldere end drikkevandet. Stærkt urimeligt, men vi ved bedre end at klage.

Har bl.a. fordrevet tiden på scootere – med stor succes! Ja mødre, hjelme blev fremskaffet og flittigt benyttet. Adskillige panderynker voksede godt nok langsomt frem i vores udlejeres ansigter, da 2/3 af os måtte svare nej til spørgsmålet om hvorvidt vi havde siddet på en scooter før. Nogensinde. Men vi gjorde al tvivl til skamme på en to en halv times tur op til nogle varme kilder på den anden side af øen. De varme kilder var en smule skuffende – vi er vel nogle der har været i Island – men turen derop var meget smuk. Eftersom Lake Toba ligger ca 900 m over vandoverfladen er klimaet her en anelse mere køligt end hvad vi ellers har oplevet, og vegetationen er dermed også en anden. På trods af adskillige palmer langs kysten ledes tankerne hurtigt i retning af Østrigs grønne bjergskråninger så snart man hæver blikket.

De lokale her er meget stolte af deres gamle kultur og traditioner, der stammer fra et dengang kannibalistisk stammefolk, kaldet Batak-folket. En stolthed der kommer til udtryk i traditionelle træfigurer, danse og musik. Noget nogen af os valgte/blev presset til at deltage i forleden aften. Til vores andres store fornøjelse, selvfølgelig.

Også husene hernede er værd at nævne. Og vise. Og i det hele taget tage liiiige lovligt mange billeder af. Man er vel turist. De høje gavle, der får tagene til at gå op i to spidser, er alle fint dekorerede med malede mønstre og træudskæringer. Meget betagende.

I dag havde vi besluttet os for at forsøge os med en kanotur ud på øen. Tre selverklærede erfarne kanoroere, og så er det da ikke noget problem. I teorien, i hvert fald. Det blev til omtrent syv minutter i kano, ti ligeved-og-næsten-kæntringer og et ukendt antal grineflip før vi besluttede os for at det nok ikke var i det fartøj vi skulle begive os til søs. Vi fik os selv bakset over i en robåd, og nød et par timer på den ellers fredelige sø.

Sikkert tilbage på land har vi trukket os selv op til en cafe, hvor vi planlægger at hygge os med bøger, blade, kortspil, frit internet og måske også snart lidt aftensmad.

Selamat tinggal

Pernille Emilie Ida

Udsigt over søen. Lidt skævt. (Taget fra en kørende scooter)

Bungalow nr. 8.

3 på tur.

Hasarderet kørsel, eller forsøget på at efterligne samme.

Varme kilder.

Batak-musik med lokale.

Sjov med pagaj (padle?) 

Right about now.

Jakarta -> Bandar Lampung -> Krui -> Bengkulu -> Jakarta -> Medan

Hello Mister!!

Vores tur mod Sumatra startede på en mildest talt hektisk busterminal i udkanten af Jakarta, hvor vi blev hevet i, råbt efter og dirigeret mod den ene bus efter den anden. Vi blev til sidst placeret i en bus, der ikke just var den ekspressbus, Lonely Planet beskriver. Da ingen i miles omkreds af busterminalen kunne et ord engelsk, var vi meget opmærksomme på vejskiltene, for at sikre os at bussen overhovedet kørte mod nord – men det gjorde den heldigvis og vi blev læsset af i havnebyen Merak, efter fire timers bumlende kørsel.

Her var interessen for tre nordiske piger stor, hvilket gjorde mission ”find færge” endnu mere kompliceret. Dog fandt vi den, men blev, selvfølgelig, mødt med beskeden ”Expressferry problem” og endte endnu engang med den langsomste løsning. Det var mørkt og tordenvejr da vi nåede Sumatras sydligste havneby ”Bakauheni”, hvor vi mødte den første af mange søde og hjælpsomme indonesere. Alyza, stewardessen på færgen, var meget bekymret for vores videre færd og sørgede derfor for at finde en bil, som kunne køre os til Bandarlampung, syd Sumatras hovedstad. Alyza tilbød os også husly, men vi ville gerne videre.

Bandarlampung var ikke noget at råbe hurra for. Vi fik næsten ubehageligt meget opmærksomhed og måtte til tider søge dækning på vores (lidt for dyre og fine) hotelværelse for mange tilråb som ”Hello Mister”, ”Hello Miss”, ”How are you?”, ”Who are you?” og endda et enkelt ”Where are you?” Et grænseoverskridende tegn på en grænseløs gæstfrihed. Vi fik vores første indonesiske facebook ven, Wiwid, en ung studine, der viste os byen og arrangerede vores videre transport mod kystbyen Krui. Wiwid og hendes ven Dwi introducerede os til lugtefrugten ”Durain”, der lugter så dårligt, at den ikke bliver solgt i supermarkederne. Smagte lidt af løg og ost. Underligt og lidt klammo.

I bilen på vej til Krui hørte vi Saybia. En underholdende og frustrerende oplevelse, eftersom vi ikke kunne kommunikere videre at det var et dansk band. Efter seks timer tjekkede vi ind på et dejligt familiehotel i centrum af byen. Her fik vi vores næste facebook venner, fætre, brødre, sønner eller lignende af Pappi, som er familiens søde ældste. Disse viste os byens smukke strande og tog sig i øvrigt godt af os med the, kaffe, lokal øl og lokalt fanget mad (bortset fra et par stykker indonesisk pizza).

I det hele taget er vi meget overraskede over indonesernes hjælpsomme adfærd. Man føler sig tryg og hjemme i deres selskab, selvom forholdene er en anelse anderledes end i Danmark. F.eks. er der ikke nogle åbenlyse bademuligheder på hotellet, og bølgerne går pt. for højt på det Indiske Ocean til at havbadning er muligt, så vi forlader Krui en god del mere fedtede end vi kom.

Skriver fra Medan, hvor vi er havnet efter et godt døgns rejse. Har fundet et hyggeligt lille hostel (med andre backpackere, yay!), hvor vi planlægger at blive til i morgen, for derefter at begive os mod en ø i Indonesiens største sø, kaldet Danau Toba. Der skulle være fredeligt og enormt smukt, og med mulighed for trekking inde på øen.

Selamat tinggal

Ida Pernille Emilie

Spontan pose i Bandarlampung

Sightseeing med vores nye Facebook-ven Wiwid

Lugtefrugten Durian. Mhm, mel og ost og løg.

Strand ved Krui

 

Young coconut - Krui

Jakarta - kontrasternes by

Ohøj i stuerne og velkommen til Jakarta.

Her er rent og pænt og pisse klamt. Prada og rotter går side om side uden at nogen løfter et øjenbryn. Vi er tjekket ind på Alinda Hotel i en lille sidegade til en lidt større sidegade til en sidegade på en vej i området JL Jaksa, som ifølge den uundværlige Lonely Planet er et backpacker-område. Vi har dog ikke set skyggen af andre backpackere endnu (måske har det noget at gøre med, at vejrudsigten er mildest talt regnfuld og januar er off-season i Indonesien)… Vores værelse måler hele 8-10 km2, der er sengeplads til 16, tæppe til én, puder til 5 og toiletpapir til… ingen. Til gengæld holder vi os et lækkert subtropisk klima herinde til trods for en hårdtarbejdende fuldtidsansat blæser. Her er rent, pænt og billigt, så ovenstående skal ikke betragtes som en klagesang J

Vores første hele dag i Indonesiens hovedstad har vi brugt på at se byen og alle dens kontraster og koloniale efterladenskaber. Det var en større videnskab at finde føde, som ikke var friturestegt gadekøkkens-mad, men det lykkedes til sidst. Desuden har vi forsynet os, så vi er helt klar til morgendagens strabadser, hvor vi pakker sydfrugterne og tager nordpå. Destinationen er Sumatra, hvor vi kan nå hen med bus og færge/speedbåd. Vi glæder os til at se hvad Sumatra har at byde på, og er indstillede på at forlade det nordlige Java efter små 2 dage.

Selamat tinggal  
Emilie  Ida  Pernille

Retningsforvirring i Jakarta. Hyppig begivenhed.