Blogbeskrivelse:

Lidt af det der sker. Østpå.

lørdag den 14. januar 2012

Jakarta -> Bandar Lampung -> Krui -> Bengkulu -> Jakarta -> Medan

Hello Mister!!

Vores tur mod Sumatra startede på en mildest talt hektisk busterminal i udkanten af Jakarta, hvor vi blev hevet i, råbt efter og dirigeret mod den ene bus efter den anden. Vi blev til sidst placeret i en bus, der ikke just var den ekspressbus, Lonely Planet beskriver. Da ingen i miles omkreds af busterminalen kunne et ord engelsk, var vi meget opmærksomme på vejskiltene, for at sikre os at bussen overhovedet kørte mod nord – men det gjorde den heldigvis og vi blev læsset af i havnebyen Merak, efter fire timers bumlende kørsel.
Her var interessen for tre nordiske piger stor, hvilket gjorde mission ”find færge” endnu mere kompliceret. Dog fandt vi den, men blev, selvfølgelig, mødt med beskeden ”Expressferry problem” og endte endnu engang med den langsomste løsning. Det var mørkt og tordenvejr da vi nåede Sumatras sydligste havneby ”Bakauheni”, hvor vi mødte den første af mange søde og hjælpsomme indonesere. Alyza, stewardessen på færgen, var meget bekymret for vores videre færd og sørgede derfor for at finde en bil, som kunne køre os til Bandarlampung, syd Sumatras hovedstad. Alyza tilbød os også husly, men vi ville gerne videre.
Bandarlampung var ikke noget at råbe hurra for. Vi fik næsten ubehageligt meget opmærksomhed og måtte til tider søge dækning på vores (lidt for dyre og fine) hotelværelse for mange tilråb som ”Hello Mister”, ”Hello Miss”, ”How are you?”, ”Who are you?” og endda et enkelt ”Where are you?” Et grænseoverskridende tegn på en grænseløs gæstfrihed. Vi fik vores første indonesiske facebook ven, Wiwid, en ung studine, der viste os byen og arrangerede vores videre transport mod kystbyen Krui. Wiwid og hendes ven Dwi introducerede os til lugtefrugten ”Durain”, der lugter så dårligt, at den ikke bliver solgt i supermarkederne. Smagte lidt af løg og ost. Underligt og lidt klammo.
I bilen på vej til Krui hørte vi Saybia. En underholdende og frustrerende oplevelse, eftersom vi ikke kunne kommunikere videre at det var et dansk band. Efter seks timer tjekkede vi ind på et dejligt familiehotel i centrum af byen. Her fik vi vores næste facebook venner, fætre, brødre, sønner eller lignende af Pappi, som er familiens søde ældste. Disse viste os byens smukke strande og tog sig i øvrigt godt af os med the, kaffe, lokal øl og lokalt fanget mad (bortset fra et par stykker indonesisk pizza).
I det hele taget er vi meget overraskede over indonesernes hjælpsomme adfærd. Man føler sig tryg og hjemme i deres selskab, selvom forholdene er en anelse anderledes end i Danmark. F.eks. er der ikke nogle åbenlyse bademuligheder på hotellet, og bølgerne går pt. for højt på det Indiske Ocean til at havbadning er muligt, så vi forlader Krui en god del mere fedtede end vi kom.
Skriver fra Medan, hvor vi er havnet efter et godt døgns rejse. Har fundet et hyggeligt lille hostel (med andre backpackere, yay!), hvor vi planlægger at blive til i morgen, for derefter at begive os mod en ø i Indonesiens største sø, kaldet Danau Toba. Der skulle være fredeligt og enormt smukt, og med mulighed for trekking inde på øen.

Selamat tinggal
Ida Pernille Emilie

Spontan pose i Bandarlampung
Sightseeing med vores nye Facebook-ven Wiwid

Lugtefrugten Durian. Mhm, mel og ost og løg.

Strand ved Krui


 
Young coconut - Krui


Ingen kommentarer:

Send en kommentar