Østpå: februar 2012

Så ankom vi til Thailand efter en kort færgetur direkte fra Langkawi. Vi tog en bus til havnebyen, Krabi, hvorfra vi skulle sejle til ferieparadis øen, Ko Phi-Phi. Og vi, som troede at vi havde set turister, skulle vise os at blive overraskede! Tilbage i Krabi havde vi brugt hele aftenen på at booke et sted at bo på Phi-Phi. Alle steder var tilsyneladende fuldt bookede, med mindre man var villig til at betale en halv million for et air-con værelse, på et resort med varmt vand og badehætter på værelserne. Vi endte med at finde en middelvej, og bookede to nætter med det samme. Stedet viste sig da også at være over vores standarter med egen balkon og varmt vand. Det var nu kun den heldige frøken Maarbjerg, der fik fuldt udnytte af faciliteterne, da hun var lænket til sengen af mavekramper den første dag på Phi-Phi. Pernille og Ida benyttede lejligheden til at gå shop-amok i de turistede gader, hvor man kunne købe alt fra t-shirts til tatoveringer. Der blev også tid til en mindre bjergbestigning, for at nå Phi-Phi’s højeste udkigspunkt, hvor vi (helt tilfældigt) fik en romantisk solnedgang over den modstående klippe – en flot oplevelse, som blev delt med hundredvis af andre (svenske) turister.

Dagen efter havde vi booket en bådtur, der skulle tage os rundt til Phi-Phis omlæggende øer og ikke mindst snorklemuligheder. Heldigvis vågnede Umulie op ligeså frisk som en havørn – muligvis netop pga. udsigterne til at svømme rundt mellem farverige fisk det meste af dagen. Hun er helt tosset med fisk. Heldigt for hende fik hun snorkleudstyr, som kunne holde hende under vandet i timevis. Ida og Pernille blev anderledes prøvet af, da de fik serveret snorkler som holdt til tre vejrtrækninger, og dykkermasker som ikke kunne holde vand ude, selvom de var spændt så stramt at de lignede michelinmænd i hovederne. Ida, for hvem der stod snorkling på programmet for første gang nogensinde, var meget skeptisk omkring Emilie og Pernilles begejstring for samme. Det tog 4 snorklesæt før de lyshårede gav op, og i stedet kastede sig over Emilies snorkleudstyr, som endte med at være delesæt. Så blev oplevelsen pludselig en helt anden (også for Emilie, som nu også så en del til havoverfladen), men heldigvis var omgivelserne så smukke, og begejstringen så stor, at dette ikke ændrede ved at vi havde en fantastisk oplevelse! Udover at bevæge os midt i enorme fiskestimer (til et punkt hvor det nærmest blev klaustrofobisk), så vi også metervis af flot strand, bland andet Maya Beach, hvor filmen The Beach er optaget, som vi kan afsløre ikke er en lukket strand i virkeligheden. Bådturen sluttede med solnedgang og mulighed for at springe fra klipper fra 7, 15 eller 30 meters højde. Ida gad nu ikke springe i fordi hun endelig var blevet tør. Det ville vi andre ellers gerne have set hende gøre!

Efter bådturen tog vi et kig på Phi-Phis natteliv, hvilket mest af alt mindede om (et svensk) Sunny Beach. Ikke at det skulle holde os væk, og vi fik da smagt lidt på de berømte buckets og de billige drinks. Dagen derpå stod på flytning, og jagten på et billigere sted blev indledt. Det førte os til Rachel’s Guest House, hvor vi fik tre senge og et badeværelse – hvilket skulle vise sig at blive meget nyttigt! Pernille var ramt af en god gang hurtig-ovenud, og måtte springe mod toilettet hver gang hun tog en slurk vand, for at i en og samme bevægelse… og så behøver vist ikke at sige mere. Hun tog derfor værelsesvagt-tjansen, hvorefter Ida kunne tage den nu raske Emilie med ud i Phi-Phis shoppejungle. Samme dag blev det planlagt hvordan vi den efterfølgende dag, ville tage på en ekstra snorklingtur i privat longboat og med GODT udstyr. Alle så frem til denne tur og krydsede fingre for især Pernilles helbred. Da solen stod op, ville helbreds- og vejrguderne dog noget andet. Pernille var plaget af kontinuerlige efterskælv, i form af mavekramper, og Emilie havde fået tilbagefald, hvilket gjorde det umuligt at sende dem på en båd i fire timer. Derfor tog vi den første båd til fastlandet og lejede et singleværelse til en flad tier, hvor Pernille kunne placeres, mens Ida og Emilie tog et kig på et tempel i Krabi. Ved aftenstid satte vi os på en VIP bus mod Bangkok. Pernille mærkede kun noget til maven, når hun puttede mad i den, men Emilie blev derimod ramt af noget som minder om en voldsom køresyge. Den første VIP bus blev, af uforklarlige årsager (man er vel i Thailand), skiftet til en lidt mindre VIP bus efter sølle to timer. Den bus valgte så at punktere midt på motorvejen, hvilket bragte os over i en endnu mindre VIP bus. 14 timer og en dårlig Emilie senere landede vi i Bangkok.

ลาก่อน (farvel på thai)

Emilie Pernille Ida

Koh Phi-Phi

Solnedgang og turist-Ida

Pernille og de andre (svenske) turister

Blåt vand og mærkeligt kram på båden

Limestone cliffs

Vi måtte svømme gennem det tyrkise vand, for at komme over til stigen, som førte til The Beach

Limestone cliff, der åbenbart ligner en kamel

De snorkler

Efter to uger i Malaysia med en mildest talt usamarbejdsvillig computer er vi nu landet en havneby i Thailand, med en splinterny Dell i hænderne, takket være far Troels. Vi undskylder på vegne af upålidelig elektronik, og kaster om os med løfter om hyppigere livstegn. Men lad os begynde ved begyndelsen.

Kuala Lumpur mødte vi ved midnatstid, efter en kort flyvetur fra Medan. Vi tjekkede ind på et udmærket lille lodge i den temmelig feststemte bydel Bukit Bintang og sov rejsen af til beatet af Lady G og Katy P.

Vi mødte KL’s berømte shoppingcentre med oprejst pande, og en indkøbsliste af dimensioner. Fik købt det vigtigste og lidt til. Vi gik i seng med en sejr i bagagen og mod på en 2. dag der skulle vise os KL’s must sees. Både Central Market, en stor (og åbenbart lukket) moske, et hus med striber, et meget højt tårn på en bakke, et støjende nightmarket i Chinatown og de berømte Petronas Towers fik besøg og x antal turistbilleder med på vejen.

Da KL var købt, set og solgt igen lod vi Air Asia fragte os til solskinsøen Penang på Malaysias vestkyst. Vi landede i Georgetown efter en nat uden meget søvn, vurderede at mere by ikke var topprioritet, og begav os derfor mod kystbyen Batu Ferringhi, hvor vi stod af og helt tilfældigt væltede ind på det hyggelige og afslappede backpackerlodge Lazy Boys. Bedste beslutning hidtil. Vi ankom til Penang med en række skavanker hver især og ingen behov opfyldt. Vi sprang derfor på hovedet i seng, i håb om at sove feberen, maveondet og sengelusangrebet væk. Til vores store forbavselse, kunne en lur på små tre timer rent faktisk klare dette. Mest af alt fordi ejeren, Aslan, viste sig at være lidt af en multikunstner. Ikke alene har han en phd i marinebiologi, men han har arbejdet med, så vidt vi husker, 7-800 andre erhverv. Med sine doktorskills fik han behandlet Emilies kløende arme med noget så opfindsomt som aloe vera og talkum, og Pernilles underlige nyankomne infektion på benet blev diagnosticeret som et myrebid, og derefter behandlet med vatpinde, jod og senere hen reel anti-bakterie creme og afholdelse fra sand og vand. Det lyder ikke umiddelbart sjovt – og var det bestemt heller ikke – men ikke desto mindre har det virket, og fremtiden for det betændte kødsår ser lys ud. Med en fortid som chefkok for 25 uddannede kokke, lærte han os at kokkerere på bedste malaysiske stil, hvilket fik skræmt alle ideer om maveonde væk.

Det endte med 8 nætter (6 af dem frivillige) på stedet, hvor vi brugte tiden på at slappe af på stranden, gå en tur i en nationalpark, midnatsbade i selvlysende plankton og mest af alt feste med de andre backpackere, Aslan og vores nye millionærven Wan fra Fiji. Der blev desuden tid til at overvære en hinduistisk festival, hvor unge mænd går 22 km med kroge i massevis stukket igennem ryg og nakke, og fæstnet til snore som andre lader sig trække i, eller til store opsatser med ofringer som de danser rundt med på ryggen. Efter turen skulle de være rensede for deres synder, hvilket kan give den udefrakommende tilskuer temmelig mange associationer til korsbærere. Festivalen bliver dog betragtet som noget positivt, og andre unge mænd danser fulde og glade rundt om bærerne og kommer med opmuntrende tilråb, imens unge ugifte piger vandrer rundt imellem dem i deres smukke sarier. Et meget betagende scenarie, som er så fuldstændig overproppet med mennesker at man ender med at gå med strømmen i en slags trance, der først brydes når man bevæger sig væk fra hovedgaden, menneskemængden og musikken.

En anden ting der er værd at fortælle om er en tur vi tog forbi Georgetown, og ud til et stort buddhistisk tempel, der ligger på et bjerg, med en fantastisk udsigt over byen i horisonten. Her var farver, blomster og buddhafigurer i overflod, og det var svært ikke at lade sig imponere af byggeriets omfang, og de mange mange offergaver. Vi overvejede at sikre verdensfred med en lille mintgrøn silkesnor man kunne hænge på et træ til bønner, men turde ikke helt tage ansvaret på skuldrene. En undskyldning går ud til alle der troede vi tog ud med den slags hensigter.

Da Penang var set og oplevet (og vi havde overstået de to yderligere dage et visum til Thailand kostede os) tog vi to svenskere i hånden og begav os mod næste solskinsø, Langkawi, hvor Pernille havde tilbragt nytåret med familie og overbevist os andre om at strandene ikke måtte misses. Vi måtte tilbringe første nat på et temmelig ildelugtende værelse uden vinduer, eftersom Langkawi øjensynlig var helt og aldeles blottet for frie sengepladser. Fik dog plads på et hyggeligt guesthouse tæt på stranden, hvor vi havde et vindue og – for første gang siden Bandar Lampung – varmt vand! Stedet levede dog ikke op til de Lazy Boys standarder, som vi efter 8 overnatninger følte os hjemme i. Langkawi bød dog stadig på lækre strande (især når man kender smutveje til de mindre og mere forladte strande), og det blev da også til en ø-hopping tur for Ida og Emilies vedkommende, da Pernille tog en dag med far Troels i KL for at hente den nye computer (igen tak til AirAsia for at være så billige, at sådan noget rent faktisk kan betale sig). Et orange klistermærke blev placeret midt på brystet, hvilket gav os bange anelser for at vi var kommet på turist tur med paraply og guide. Heldigvis blev vi bare fragtet fra ø til ø og fik helt selvstændigt lov til at udforske de små øer ud for Langkawis kyst – vi så (endnu flere) smukke strande, store flokke af ørne, der blev fodret på havet og ikke mindst den legendariske Pregnant Maiden Lake, som efter sigende gør kvinder frugtbare og, hvis man er heldig, gravid, når man drikker vandet. Vi gjorde alt for at holde hovedet oven vande under vores lille svømmetur. Pernille vendte tilbage med rugbrød, dåseleverpostej og lakridser. (For syv søren, Severinsenfamilien er i høj kurs i øjeblikket!!) Så Valentinesday blev fejret med en leverstejsmad til morgenmad, et besøg ved et rismuseum, hvor Ida lærte at plante ris, solnedgang over det Indiske ocean og et rigtigt restaurantbesøg om aftenen. Sådan har vi aldrig fejret det før.

Selamat tinggal
Pernille Emilie Ida