Østpå: Ko Phi-Phi, Thailand (Eller var det i Sverige?)

Så ankom vi til Thailand efter en kort færgetur direkte fra Langkawi. Vi tog en bus til havnebyen, Krabi, hvorfra vi skulle sejle til ferieparadis øen, Ko Phi-Phi. Og vi, som troede at vi havde set turister, skulle vise os at blive overraskede! Tilbage i Krabi havde vi brugt hele aftenen på at booke et sted at bo på Phi-Phi. Alle steder var tilsyneladende fuldt bookede, med mindre man var villig til at betale en halv million for et air-con værelse, på et resort med varmt vand og badehætter på værelserne. Vi endte med at finde en middelvej, og bookede to nætter med det samme. Stedet viste sig da også at være over vores standarter med egen balkon og varmt vand. Det var nu kun den heldige frøken Maarbjerg, der fik fuldt udnytte af faciliteterne, da hun var lænket til sengen af mavekramper den første dag på Phi-Phi. Pernille og Ida benyttede lejligheden til at gå shop-amok i de turistede gader, hvor man kunne købe alt fra t-shirts til tatoveringer. Der blev også tid til en mindre bjergbestigning, for at nå Phi-Phi’s højeste udkigspunkt, hvor vi (helt tilfældigt) fik en romantisk solnedgang over den modstående klippe – en flot oplevelse, som blev delt med hundredvis af andre (svenske) turister.

Dagen efter havde vi booket en bådtur, der skulle tage os rundt til Phi-Phis omlæggende øer og ikke mindst snorklemuligheder. Heldigvis vågnede Umulie op ligeså frisk som en havørn – muligvis netop pga. udsigterne til at svømme rundt mellem farverige fisk det meste af dagen. Hun er helt tosset med fisk. Heldigt for hende fik hun snorkleudstyr, som kunne holde hende under vandet i timevis. Ida og Pernille blev anderledes prøvet af, da de fik serveret snorkler som holdt til tre vejrtrækninger, og dykkermasker som ikke kunne holde vand ude, selvom de var spændt så stramt at de lignede michelinmænd i hovederne. Ida, for hvem der stod snorkling på programmet for første gang nogensinde, var meget skeptisk omkring Emilie og Pernilles begejstring for samme. Det tog 4 snorklesæt før de lyshårede gav op, og i stedet kastede sig over Emilies snorkleudstyr, som endte med at være delesæt. Så blev oplevelsen pludselig en helt anden (også for Emilie, som nu også så en del til havoverfladen), men heldigvis var omgivelserne så smukke, og begejstringen så stor, at dette ikke ændrede ved at vi havde en fantastisk oplevelse! Udover at bevæge os midt i enorme fiskestimer (til et punkt hvor det nærmest blev klaustrofobisk), så vi også metervis af flot strand, bland andet Maya Beach, hvor filmen The Beach er optaget, som vi kan afsløre ikke er en lukket strand i virkeligheden. Bådturen sluttede med solnedgang og mulighed for at springe fra klipper fra 7, 15 eller 30 meters højde. Ida gad nu ikke springe i fordi hun endelig var blevet tør. Det ville vi andre ellers gerne have set hende gøre!

Efter bådturen tog vi et kig på Phi-Phis natteliv, hvilket mest af alt mindede om (et svensk) Sunny Beach. Ikke at det skulle holde os væk, og vi fik da smagt lidt på de berømte buckets og de billige drinks. Dagen derpå stod på flytning, og jagten på et billigere sted blev indledt. Det førte os til Rachel’s Guest House, hvor vi fik tre senge og et badeværelse – hvilket skulle vise sig at blive meget nyttigt! Pernille var ramt af en god gang hurtig-ovenud, og måtte springe mod toilettet hver gang hun tog en slurk vand, for at i en og samme bevægelse… og så behøver vist ikke at sige mere. Hun tog derfor værelsesvagt-tjansen, hvorefter Ida kunne tage den nu raske Emilie med ud i Phi-Phis shoppejungle. Samme dag blev det planlagt hvordan vi den efterfølgende dag, ville tage på en ekstra snorklingtur i privat longboat og med GODT udstyr. Alle så frem til denne tur og krydsede fingre for især Pernilles helbred. Da solen stod op, ville helbreds- og vejrguderne dog noget andet. Pernille var plaget af kontinuerlige efterskælv, i form af mavekramper, og Emilie havde fået tilbagefald, hvilket gjorde det umuligt at sende dem på en båd i fire timer. Derfor tog vi den første båd til fastlandet og lejede et singleværelse til en flad tier, hvor Pernille kunne placeres, mens Ida og Emilie tog et kig på et tempel i Krabi. Ved aftenstid satte vi os på en VIP bus mod Bangkok. Pernille mærkede kun noget til maven, når hun puttede mad i den, men Emilie blev derimod ramt af noget som minder om en voldsom køresyge. Den første VIP bus blev, af uforklarlige årsager (man er vel i Thailand), skiftet til en lidt mindre VIP bus efter sølle to timer. Den bus valgte så at punktere midt på motorvejen, hvilket bragte os over i en endnu mindre VIP bus. 14 timer og en dårlig Emilie senere landede vi i Bangkok.

ลาก่อน (farvel på thai)

Emilie Pernille Ida