Mekong Deltaet på 22 timer og ø-liv på Phu Quoc

Det lyder muligvis utroligt, at man kan se, opleve og nyde et af Vietnams mest attraktive områder på 22 timer, men vi forstår at være effektive, og med gode tips hjemmefra ramte vi det helt rigtige område i første forsøg. Der går hermed en tak hjem til søster Stinne, som fik os styret uden om de andre blegfede bøllehatte og ud blandt de søde lokale (okay, der var måske en enkelt hollænder eller to..). 

Vi tog fra Saigon til Vinh Long, som er en lille by ud til Mekongfloden, og derved en del af det frodige Mekongdelta, som er kendt for sine floating markets og massive risproduktion. Her snakker vi noget der ligner at forsyne hele Vietnams befolkning, og vi skal hilse og sige, at de spiser mange ris! I Vinh Long boede vi på en ø i Mekongfloden, hvor vejene nærmere kunne betegnes som stier, og hvor høje (haha) vesterlændinge som os, skulle dukke os for ikke at få diverse botaniske udskejelser og eksotiske frugter i hovedet. Vi var tjekket ind i et såkaldt homestay og boede ved en rar familie, som serverede lækker elefantfisk for os og lånte os cykler, så vi kunne inspicere øen på egen hånd. De hev os også ud af sengen klokken 5 om morgenen, for at sejle os hen til Mekongdeltaets største flydende markeder, hvor små skibe havde specialiseret sig i hver deres varer. Efter at have sejlet forbi banan-, vandmelon- og løgbåde, besøgte vi en honningproducent, en frugthave og noget der kunne betegnes som en slikfabrik. Alt inkluderede naturligvis smagsprøver og muligheden for at købe de lokale specialiteter. Da alle kokoskaramellerne var kommet fri af tænderne, stod den på robådstur gennem deltaets smalle stræder, inden vi tog taskerne på ryggen og satte kursen mod Phu Quoc.

Vi nåede dog ikke målet i første forsøg, eftersom der er noget som hedder færgeafgangstider, og at disse åbenbart kun strækker sig til kl. 13… Vi travede rundt i havnebyen Rach Gia, i et forsøg på at underholde os selv, og blev mødt af en meget flot solnedgang. Vi snakker her den flotteste nogen af os har set! Vi fandt vej op i toppen af byens fyrtårn, hvor vi nød det smukke panorama over himlen, byen og havet i lilla og røde nuancer. Vi havde desværre ikke kameraet med på vandring, men hvis nogen finder ud af at hente billeder ud af nethinden, så er vi leveringsdygtige i nogle rigtigt gode af slagsen!

Dagen efter kunne vi endelig sejle ud til Vietnams perle – en ø ud for landets sydkyst som kaldes Phu Quoc (udtales ligesom den lyd hønen siger). Øen byder på kilometervis af lækker sandstrand og en vandtemperatur som ikke just kan betegnes som nedkølende. Vi lejede motorcykler (jaja med automatgear, men det var IKKE scootere!), og kørte på opdagelse på øens nordlige del. Her fandt vi blandt andet vores egen øde strand, hvor Connie og Jonna – motorcyklerne – fik et lille hvil, mens vi slog os løs på det uudforskede stykke land. Turen gik videre langs kysten og øens midte, hvor vi blandt andet blev mødt af krammeglade lokale piger for enden af en blind vej, fik ræset af sted i vildt anarki på en ufærdig motorvej og kørt gennem skov, hvor man kunne lugte pebermarkerne i nærheden. Da vi kom tilbage til vores bungalow opdagede vi et skjold af rødt sand på os selv og hinanden, efter at have kørt hurtigt på de tørre sandveje. Emilie tog sig ud som en anden Hella Joof parodi, og vi besluttede at hoppe direkte i havet inden nogen beskyldte os for forkert – og overdrevent – brug af bruncreme.

Den efterfølgende dag stod vi meget tidligt op for at udforske livet på havbunden (eller havoverfladen) med tætte dykkermasker og snorkler som ikke tog vand ind. Vi nød to forskellige områder ud for den nordlige del af øen (blandt andet ud for vores egen lille strand), som var fyldt med koraller og farvestrålende fisk. Vandet var ikke klart som på Koh Phi Phi, men til gengæld havde vi det næsten for os selv. For vandhunden Emilie, var det at plaske rundt i overfladen ikke nok – hun måtte længere ned! Hun tog derfor en dag mere med dykning – denne gang med ilt og på 10 meters dybde. Det var en rigtig sjov oplevelse, som hun helt sikkert skal prøve igen. Ida, som ikke tager så store beslutninger impulsivt, og Pernille, som ikke må dykke med ilt pga. af dårligt øre, tog i stedet en dag på stranden og spiste misundelsen væk med en lækker isdessert! Alle blev vi forkælede med en times massage på stranden – til 20 kr!! – inden vi badede i solnedgangen. Misundelige? Godt! Det var også meningen.

Nu kunne det være sjovt for os at vide, hvor mange som har sagt hønelyde mens de har læst det her indlæg..

Tạm biệt

Ida Pernille Emilie

Glad med cykel

Glad for god nudelsuppe ved sød dame

To på tur

Lækker lækker elefantfisk

Køb bananer her hos mig

Der laves rispandekagesnack

Turister med privatchauffør

Mekong spejler sig i sig selv

Solnedgang på stranden

Vores egen lille strand

Glad på motorcykel

Udsigt fra bagsædet

Søde piger, der var meget gladere end de lige ser ud her

Trafikprop

Strand trang og byen med de to navne

Efter halvanden uge med skyer og blæsevejr i det nordlige Vietnam trængte de tre varmeforvendte piger til at se på noget strand og noget sol – og det gjorde vi så. To hele dage på Nha Trangs strand blev det til, hvor vi strengt taget ikke så meget mere end vejen fra vores lille hotel til stranden. Man har vel brug for små kulturelle pauser i ny og næ.

Restløsheden satte så også ind hos nogle (læs: Pernille) efter disse to dage, og vi sprang (nu lettere forbrændte) på vores sidste open-ticket bus videre mod Saigon eller Ho Chi Minh City, om man vil. Vi landede kl. 6 om morgenen og tumlede ind på det første og billigste hotel vi kunne finde for at få os en velfortjent lur. Busturen havde nemlig været en værre bumletur, hvor Emilie i protest, til sidst valgte gulvet frem for sovesædet. Friske og veludhvilede var vi klar til vores første udforskning af storbyen, som de tre turister klarede på gåben, hvor vi fik set det (i hvert fald ifølge Lonely Planet) berømte Ben Thanh Market samt tydelige spor fra de franske kolonister i form af byens main postoffice og Notre Dame Cathedral, hvor vi fik os et godt grin over et ungt brudepar, som forsøgte at få et billede foran kirken UDEN blegfede tyske turister i baggrunden. Det lykkedes ikke…

Anden dag stod i Vietnam-krigens navn, hvor vi i første omgang begav os mod Reunification Palace, som tidligere var hjem til en præsident, som var så upopulær at hans egne tropper valgte at bombe hans palads i håb om at dræbe ham. Det lykkedes dem ikke, og inden de på anden vis fik taget livet af ham, nåede han at bygge et smart 60’er inspireret palads, med en bunker i kælderen. Stedet lignede og lugtede som en gammel dansk folkeskole, bortset fra at det husede en helikopter-landeplads og et herfra-kan-jeg-styre-krigen-rum i kælderen med de mest detaljerede kort over Vietnam som findes. Vi kan konkludere, at fornemme landkort ikke nødvendigvis er det stærkeste våben, for den sydvietnamesiske regering måtte som bekendt overgive magten til de røde fra nord i 1975, da de kom brasende med tanks og Viet Cong flag gennem portene til paladset.  Efter at have set lige lovligt mange store rum med få, store, ukomfortable tressermøbler (stedet har stået uberørt siden krigens afslutning), spadserede vi ud gennem de nu reparerede porte og direkte på krigsmuseum, for at opleve lidt mere død og ødelæggelse. Og vi fik hvad vi kom efter. Stedet var fyldt med billeder og beskrivelser af krigens værste sider, bl.a. ofrene fra Agent Orange – giftstoffer som blev sprøjtet ud fra fly og dræbte landskabet, og som har medført, at der endnu den dag i dag bliver født misfostre i de ramte områder – og torturmåder, brugt i fængslerne. Efter det skræmmende kig muntrede vi os selv op med turens første flasker vin (nej, ikke risvin), og et sidste gensyn med vores svenske venner, som resulterede i en efterfølgende off-day, hvor vi kom så langt som til at se den samme film to gange.

Inden vi kunne forlade Saigon skulle vi lige et smut forbi de berømte Cu Chi Tunnels, som ligger lidt uden for byen. Cu Chi Tunnels er små – MEGET små – underjordiske gange, som de vietnamesiske soldater sneg sig rundt i under krigen. Der er 250 km gange i alt, og de fleste ligger ca. 4 m under jorden. Med frygt for diverse klaustrofobiske anfald begav vi os alligevel under jorden for at se på sagerne. Det var rigtig spændende og vi blev også præsenteret for nogle skjulte fælder, som mildest talt ikke så rare ud. Vi var dog nødt til at efterlade guide og den øvrige gruppe bestående af overgearede Japanere (nogle i kørestol) bagved, fordi det simpelthen gik for langsomt. Vi er pt. i trodsalderen og vil klare alting selv, og får nærmest angstanfald ved synet af et gruppeturs-klistermærke. Turen til og fra tunnelerne foregik på bagsædet af 3 motorcykler, så vi kunne ånde den friske landluft og få vind i håret. Og ja mødre, vi havde hjelm på! Nu takker vi af for Saigon (på vietnamesisk Cam on [kam å’n] udtales ligesom ”kom af den” på jysk) inden vi drager mod nye eventyr i Mekong Deltaet.

Tạm biệt

Pernille Emilie Ida

Glæde over sol og strand i Nha Trang

Notre Dame Cathedral

Brudepar og tyske bøllehatsturister

Åndekave piger og åkander

Reunification Palace

Den sydvietnamesiske regering ringede til Uncle Ho fra en lyserød telefon. SPA

Back to the 60's

Detaljeret kort over Ha Long Bay

Emilie og scooter guuuy

 Pernille på vej 5 km. sydpå under jorden mod Saigon River

Ida på vej 10 km. nordpå under jorden mod den amerikanske base 

To Cu Chi guider tager sig lige en lur

Det man kan - i Hoi An

Man kan lære at lave rigtig vietnamesisk mad.

Fx en frisk forårsrulle.

.. eller en mangosalat med en kylling der smager bedre end den ser ud.

Man kan gå til skrædder og få syet tøj til en slik.

Man kan samle kræfter over morgenmaden inden cykeltur mod blæsende strand.

Man kan kigge på blæsende strand.

Man kan spise god kage og drikke varme drikke når blæsten bliver for hård.

Man kan cykle i oversvømmet flod når blæsten har lagt sig lidt igen.

... On the way, we did Hué [Hway]

Hvor der ærlig talt ikke skete så meget mere end nogle gamle bygninger og noget semidårligt vejr. Bygningerne tilhørte engang nogen der hed Nguyen Anh. Dem er der ikke nogen der ved hvem er. Men de havde en forbudt lilla by. Og vi kunne se at den engang havde været rigtig flot.

Halløøøøj Hanoi og bad day i Halong Bay.

Så fandt vi endelig til Vietnam! Eller når I læser det her er det efterhånden en uges tid siden, men vi har heldigvis ikke lovet nogen at dette ville være en 100% up-to-date blog. Fred være med os alle. Anyways, vi kom til Vietnam, og det foregik i bus fra Vang Vieng i Laos. Turen var købt til at tage 24 timer, men endte med at var små 31 timer. Vi er heldigvis ikke ”sådan nogle som brokker sig”, så vi smilede over de ekstra 7 timer vi havde fået i bus til de samme penge. Bussen var heller ikke til at klage over, eftersom vi havde vores egen lille sovesuite – perfekt til tre mand – så der sov vi den ud, og nød både solopgang og –nedgang. Vi ramte Hanoi en sen søndag aften. Friske og veludhvilede…
Vi var tjekket ind byens gamle kvarter, hvor husene er smalle, gadekøkkenerne mange og elinstallationerne noget som ligner kunst, men tilsyneladende fungerer. Vi tog en dag med lad-os-se-hvad-byen-byder-på-og-lade-lonely planet-blive-hjemme, og fik i den grad stadig sat stedsansen på prøve (Emilie fører stadig, uanset hvor god Ida selv mener hun er). Byen ville at vi skulle på et lille marked, som vi tilfældigvis kom forbi, og her mødte vi (igen tilfældigvis) Pernilles barndomsveninde, Julie, og hendes veninde, Maria, som begge gik i vores parallelklasse. Vi havde ingen anelse om at de var i Hanoi, og arrangerede straks at inspicere gadekøkkener sammen. Da denne aktivitet påbegyndte, blev vi pludselig tromlet ned af et par ellevilde piger fra vores klasse (Sara og Sofie), som vi ikke vidste, var i Vietnam. Skørt er alt hvad vi kan sige til det. Aftenen blev brugt på ivrigt at udveksle oplevelser og inspicere Hanois natteliv.
Vi nåede desværre ikke at se den berømte Ho Chi Mihn (død, udstoppet, vigtig mand), da åbningstiderne var helt gakgak (jovist skal den gamle mand hvile i fred, men vi andre klarer os med 7 timer i døgnet!). I stedet fik vi oplevet det gamle Hanoi, de mange motorcykler og de friske forårsruller, som er en stor favorit og bliver indtaget i store mængder. Det blev også til en enkelt frø, som slet ikke smagte så dårligt.
Fra Hanoi tog vi en udflugt til Halong Bay, som er et World Heritage område 4 timers kørsel i bus fra Hanoi. Disse ture til Halong bugten, har vist sig at være et værre lotteri, hvor man betaler vidt forskellige priser for at være på den samme båd. Vi havde bestilt den billigste vi kunne finde (man har vel et budget), og var meget taknemlige for hvad vi oplevede. Halong Bay er en bugt hvorfra mere end 2000 små øer stikker højt op. Området er, i denne sæson, ofte dækket af let tåge, som giver det et mystisk og lidt uhyggeligt udtryk. Sindssygt flot! Der var så stille at man kun kunne høre fugleskrig og til tider en lidt gnotten amerikaner, som igen havde fundet noget at være utilfreds med (bare rolig, vi tror ikke at hun er standard udstyr, men blot en éngangs-fornøjelse). Turen bød for os også på et besøg i en kæmpe stor drypstenshule, hvor de røde, blå og lilla lamper var lige i overkanten, men dog til at se bort fra. Derudover plantede vi vores små numser i en kajak (ja, der var ikke nok kajakker til alle, så vi klemte tre mand ned i to huller…), hvor vi sejlede under/gennem en af de massive limestones. Vi overnattede på båden, som var et flot træskib med tagterrasse på toppen. Mens de øvrige passagerer brugte aftenen på at brokke sig til de stakkels skibsdrenge over alt fra kvaliteten af maden til længden af kajakturen, fordybede vi os i stedet i et spil kort, og nød underholdningen vores fordomme om amerikanere (igen!) blev bekræftet. Altså havde vi ikke en Bad day (dårlig dag) i Halong Bay, men det var der nogen der havde.. og det rimer, mest derfor. Vi sejlede videre rundt i bugten, før vi tog bussen tilbage til Hanoi, for at skifte til en ny sovebus, som skulle køre os til Hue. Vi har købt en super smart ”Jump on – jump off” busbillet, hvor vi kan køre med bus ned igennem Vietnam og stå af og på i fire forskellige byer. Bussen går to gange dagligt og skal bare bestilles dagen inden afgang.

Tạm biệt

Pernille Emilie Ida

Typiske hanoiske huse

Man bliver vel træt

Kortspil i kaffepausen

Gensynsglæde (Ja, vi har altid kameraet klar)

Danskermiddag

Den vietnamesiske livret

Solen går ned over Hanoi

Limestones med det hul vi sejlede igennem i tre-mands-kajak!

Diskogrotten

Guds lys

Mere disko

Ha Long Bay

Panorama over Ha Long Bay