Østpå: 1, 2, trek

Ja ja, 2. blogindlæg på en aften. Enten er Asien utroligt kedeligt, eller også er vi bare utroligt dårlige til at få opdateret når tingene faktisk sker. MEN! Nu skal I høre:

Vi nåede Chiang Mai efter en 12 timers bustur. Ret hurtigt efter ankomsten gik det op for os at nogen havde været i Emilies taske, hvilket må have inkluderet at dirke låsen på den flypose tasken lå i op. Hendes pose med undertøj blev nemlig fisket op af en mandlig medpassagers taske. Han spottede heldigvis hurtigt at posens indhold vist ikke helt var hans størrelse, og fik den givet videre før han forsvandt ud i den nordthailandske nattekulde. Heldigvis var alle værdier i vores små rygsække i bussen, så intet er tabt. Ud over en smule respekt for thai’er. Og undskyld, men det var de virkelig selv ude om.

Vi sprang direkte på en 3 dages trekkingtur, som tog os igennem stammelandsbyer og smukke landskaber på en ellers liiige lovlig let trekkingtur. Vi er vel nogen der har leget bjergbestigere i Nordsumatras jungle. Vi var dog de eneste i gruppen, som delte dette synspunkt, så på gruppens vegne var vi glade og tilfredse. Selvom strækningerne var korte og pauserne mange og lange, fløj tiden alligevel af sted, og vi nød at tilbringe tid i naturen. Første nat tilbragte vi i en bambussovesal på toppen af et bjerg i en lille landsby. Næste nat blev tilbragt i privat bambushytte ved siden af et lækkert (læs: koldt!) vandfald. Undervejs på andendagen besøgte vi en skole i en lidt større landsby, hvor vi blev meget overraskede over engelskkundskaberne hos de meget unge bjergbørn. At kunne føre en samtale på engelsk når man er syv år er meget imponerende (konstateret af lærervikaren, som mener at have grundlag for at udtale sig om den slags). På tredjedagen var humøret højt og forventningerne store eftersom der stod elefantridning og bambusrafting på programmet. Elefantridningen var desværre ikke transport fra a til b, men en times rundtur i terrænet. Til gengæld var turen så action-packed at den på ingen måde skuffede. Med Emilie som chauffør bevægede vi os ind i skoven på ryggen af den grådige ungelefant, Choko, som udover at stoppe hvert tiende sekund og forlange bananer for at gå videre (når vi nægtede, forsøgte hun sig hos nogle af de andre turister), tog os op og ned af de stejleste skåninger, hvor vi havde alle kræfter i brug for at holde Emilie på plads, for til sidst at afslutte ballet med et mudderbad, til alles store begejstring. Derefter stod den på Bambusrafting, hvor vi flød ned af floden på vores private lille bambusbåd (som naturligvis blev vippet rundt et par gange). Undervejs på turen præsenterede vores guide os for lokale specialiteter, og som de eneste i gruppen (!) tog vi udfordringerne op og satte tænderne i store haletudser, røde myrer og myreæg. Mmmm...

Efter en lille time tilbage i Chiang Mai, hoppede vi på bussen til Vang Vieng i Laos, hvor vi befinder os i øjeblikket. Busturen (som var skrevet til 18 timer) tog 21 timer og præsenterede os for et større udvalg af bumlebusser.. Hvem havde også sagt at søvn var nødvendigt? Vi nåede frem med humøret i top og alt vores undertøj i taskerne.

ลาก่อน (farvel på Thai)

Emilie Ida Pernille