Blogbeskrivelse:

Lidt af det der sker. Østpå.

lørdag den 10. marts 2012

Halløøøøj Hanoi og bad day i Halong Bay.

Så fandt vi endelig til Vietnam! Eller når I læser det her er det efterhånden en uges tid siden, men vi har heldigvis ikke lovet nogen at dette ville være en 100% up-to-date blog. Fred være med os alle. Anyways, vi kom til Vietnam, og det foregik i bus fra Vang Vieng i Laos. Turen var købt til at tage 24 timer, men endte med at var små 31 timer. Vi er heldigvis ikke ”sådan nogle som brokker sig”, så vi smilede over de ekstra 7 timer vi havde fået i bus til de samme penge. Bussen var heller ikke til at klage over, eftersom vi havde vores egen lille sovesuite – perfekt til tre mand – så der sov vi den ud, og nød både solopgang og –nedgang. Vi ramte Hanoi en sen søndag aften. Friske og veludhvilede…
Vi var tjekket ind byens gamle kvarter, hvor husene er smalle, gadekøkkenerne mange og elinstallationerne noget som ligner kunst, men tilsyneladende fungerer. Vi tog en dag med lad-os-se-hvad-byen-byder-på-og-lade-lonely planet-blive-hjemme, og fik i den grad stadig sat stedsansen på prøve (Emilie fører stadig, uanset hvor god Ida selv mener hun er). Byen ville at vi skulle på et lille marked, som vi tilfældigvis kom forbi, og her mødte vi (igen tilfældigvis) Pernilles barndomsveninde, Julie, og hendes veninde, Maria, som begge gik i vores parallelklasse. Vi havde ingen anelse om at de var i Hanoi, og arrangerede straks at inspicere gadekøkkener sammen. Da denne aktivitet påbegyndte, blev vi pludselig tromlet ned af et par ellevilde piger fra vores klasse (Sara og Sofie), som vi ikke vidste, var i Vietnam. Skørt er alt hvad vi kan sige til det. Aftenen blev brugt på ivrigt at udveksle oplevelser og inspicere Hanois natteliv.
Vi nåede desværre ikke at se den berømte Ho Chi Mihn (død, udstoppet, vigtig mand), da åbningstiderne var helt gakgak (jovist skal den gamle mand hvile i fred, men vi andre klarer os med 7 timer i døgnet!). I stedet fik vi oplevet det gamle Hanoi, de mange motorcykler og de friske forårsruller, som er en stor favorit og bliver indtaget i store mængder. Det blev også til en enkelt frø, som slet ikke smagte så dårligt.
Fra Hanoi tog vi en udflugt til Halong Bay, som er et World Heritage område 4 timers kørsel i bus fra Hanoi. Disse ture til Halong bugten, har vist sig at være et værre lotteri, hvor man betaler vidt forskellige priser for at være på den samme båd. Vi havde bestilt den billigste vi kunne finde (man har vel et budget), og var meget taknemlige for hvad vi oplevede. Halong Bay er en bugt hvorfra mere end 2000 små øer stikker højt op. Området er, i denne sæson, ofte dækket af let tåge, som giver det et mystisk og lidt uhyggeligt udtryk. Sindssygt flot! Der var så stille at man kun kunne høre fugleskrig og til tider en lidt gnotten amerikaner, som igen havde fundet noget at være utilfreds med (bare rolig, vi tror ikke at hun er standard udstyr, men blot en éngangs-fornøjelse). Turen bød for os også på et besøg i en kæmpe stor drypstenshule, hvor de røde, blå og lilla lamper var lige i overkanten, men dog til at se bort fra. Derudover plantede vi vores små numser i en kajak (ja, der var ikke nok kajakker til alle, så vi klemte tre mand ned i to huller…), hvor vi sejlede under/gennem en af de massive limestones. Vi overnattede på båden, som var et flot træskib med tagterrasse på toppen. Mens de øvrige passagerer brugte aftenen på at brokke sig til de stakkels skibsdrenge over alt fra kvaliteten af maden til længden af kajakturen, fordybede vi os i stedet i et spil kort, og nød underholdningen vores fordomme om amerikanere (igen!) blev bekræftet. Altså havde vi ikke en Bad day (dårlig dag) i Halong Bay, men det var der nogen der havde.. og det rimer, mest derfor. Vi sejlede videre rundt i bugten, før vi tog bussen tilbage til Hanoi, for at skifte til en ny sovebus, som skulle køre os til Hue. Vi har købt en super smart ”Jump on – jump off” busbillet, hvor vi kan køre med bus ned igennem Vietnam og stå af og på i fire forskellige byer. Bussen går to gange dagligt og skal bare bestilles dagen inden afgang.

Tạm biệt

Pernille Emilie Ida

Typiske hanoiske huse
Man bliver vel træt
Kortspil i kaffepausen
Gensynsglæde (Ja, vi har altid kameraet klar)
Danskermiddag
Den vietnamesiske livret
Solen går ned over Hanoi
Limestones med det hul vi sejlede igennem i tre-mands-kajak!
Diskogrotten
Guds lys
Mere disko
Ha Long Bay
Panorama over Ha Long Bay

2 kommentarer:

  1. Hey girls (female asian sensations)

    Awesome trip i har gang i og en cool blog at følge med i. Kan man antage at de respektive indlægs hovedforfatter er den hvis navn står sidst?

    Vi sidder pt i Norge, drikker hüttenkakao efter en god dag på ski.

    Ha en god fortsat god tur og bliv ved med de gode blogindlæg,

    Helle-mor, Far-Troels , Lolleskatten og Store Sev

    SvarSlet
  2. Det kan du ikke, nej. Vi skriver lidt paa skift, og for det meste er vi to om at skrive et indlaeg (deles 50/50, for det er umuligt at skrive det sammen)

    Vi takker for roserne, og vil forsoege at holde jer opdateret!

    Drik en gang huttenkakao for mig :)


    ps. Jeg maa hellere tage skylden for ovenstaende indlaeg. Ida ville aldrig indroemme at hendes stedsans stinker :)

    SvarSlet