Østpå: Strand trang og byen med de to navne

Efter halvanden uge med skyer og blæsevejr i det nordlige Vietnam trængte de tre varmeforvendte piger til at se på noget strand og noget sol – og det gjorde vi så. To hele dage på Nha Trangs strand blev det til, hvor vi strengt taget ikke så meget mere end vejen fra vores lille hotel til stranden. Man har vel brug for små kulturelle pauser i ny og næ.

Restløsheden satte så også ind hos nogle (læs: Pernille) efter disse to dage, og vi sprang (nu lettere forbrændte) på vores sidste open-ticket bus videre mod Saigon eller Ho Chi Minh City, om man vil. Vi landede kl. 6 om morgenen og tumlede ind på det første og billigste hotel vi kunne finde for at få os en velfortjent lur. Busturen havde nemlig været en værre bumletur, hvor Emilie i protest, til sidst valgte gulvet frem for sovesædet. Friske og veludhvilede var vi klar til vores første udforskning af storbyen, som de tre turister klarede på gåben, hvor vi fik set det (i hvert fald ifølge Lonely Planet) berømte Ben Thanh Market samt tydelige spor fra de franske kolonister i form af byens main postoffice og Notre Dame Cathedral, hvor vi fik os et godt grin over et ungt brudepar, som forsøgte at få et billede foran kirken UDEN blegfede tyske turister i baggrunden. Det lykkedes ikke…

Anden dag stod i Vietnam-krigens navn, hvor vi i første omgang begav os mod Reunification Palace, som tidligere var hjem til en præsident, som var så upopulær at hans egne tropper valgte at bombe hans palads i håb om at dræbe ham. Det lykkedes dem ikke, og inden de på anden vis fik taget livet af ham, nåede han at bygge et smart 60’er inspireret palads, med en bunker i kælderen. Stedet lignede og lugtede som en gammel dansk folkeskole, bortset fra at det husede en helikopter-landeplads og et herfra-kan-jeg-styre-krigen-rum i kælderen med de mest detaljerede kort over Vietnam som findes. Vi kan konkludere, at fornemme landkort ikke nødvendigvis er det stærkeste våben, for den sydvietnamesiske regering måtte som bekendt overgive magten til de røde fra nord i 1975, da de kom brasende med tanks og Viet Cong flag gennem portene til paladset. Efter at have set lige lovligt mange store rum med få, store, ukomfortable tressermøbler (stedet har stået uberørt siden krigens afslutning), spadserede vi ud gennem de nu reparerede porte og direkte på krigsmuseum, for at opleve lidt mere død og ødelæggelse. Og vi fik hvad vi kom efter. Stedet var fyldt med billeder og beskrivelser af krigens værste sider, bl.a. ofrene fra Agent Orange – giftstoffer som blev sprøjtet ud fra fly og dræbte landskabet, og som har medført, at der endnu den dag i dag bliver født misfostre i de ramte områder – og torturmåder, brugt i fængslerne. Efter det skræmmende kig muntrede vi os selv op med turens første flasker vin (nej, ikke risvin), og et sidste gensyn med vores svenske venner, som resulterede i en efterfølgende off-day, hvor vi kom så langt som til at se den samme film to gange.

Inden vi kunne forlade Saigon skulle vi lige et smut forbi de berømte Cu Chi Tunnels, som ligger lidt uden for byen. Cu Chi Tunnels er små – MEGET små – underjordiske gange, som de vietnamesiske soldater sneg sig rundt i under krigen. Der er 250 km gange i alt, og de fleste ligger ca. 4 m under jorden. Med frygt for diverse klaustrofobiske anfald begav vi os alligevel under jorden for at se på sagerne. Det var rigtig spændende og vi blev også præsenteret for nogle skjulte fælder, som mildest talt ikke så rare ud. Vi var dog nødt til at efterlade guide og den øvrige gruppe bestående af overgearede Japanere (nogle i kørestol) bagved, fordi det simpelthen gik for langsomt. Vi er pt. i trodsalderen og vil klare alting selv, og får nærmest angstanfald ved synet af et gruppeturs-klistermærke. Turen til og fra tunnelerne foregik på bagsædet af 3 motorcykler, så vi kunne ånde den friske landluft og få vind i håret. Og ja mødre, vi havde hjelm på! Nu takker vi af for Saigon (på vietnamesisk Cam on [kam å’n] udtales ligesom ”kom af den” på jysk) inden vi drager mod nye eventyr i Mekong Deltaet.

Tạm biệt

Pernille Emilie Ida