Vi undskylder for den lange ventetid på opdatering, men vi
har mange gode undskyldninger; hæsblæsende tempo i Kathmandu, sygdom, manglende
internetforbindelse på Himalyas top og så er Nepal et land med en del
strømafbrydelser, der bare gør alting en hel del mere besværligt – også
blogindlæg. Så I kan nok forstå, der er en del at fortælle siden sidst og I kan
godt sætte jer til rette derhjemme i stuerne, smække fødderne op på bordet, og
gøre jer klar til fortællingen om tre jyske piger, der ankom til Nepal for små
tre uger siden.
Der var engang tre jyske piger som flottede sig, og tog et
fly fra Bangkok til Nepals land. Der fik de sig allerede i taxaen (rallybilen)
fra lufthavnen lidt af en overraskelse – nogle gjorde, andre sov med åbne øjne
– da landet var noget ganske andet end deres vante rammer i Sydøstasien. Flaget
var slet ikke rektangulært, og husfacaderne var kun ca. halvanden meter høje.
En mission blev sat i gang for at udforske dette mærkværdige land til fods.
På dette tidspunkt i historien har nogle af vores mere
kløgtige læsere måske gættet sig til at de tre jyske piger er os. Klapsalve til
dem, og resten kan så lige få lov at læse lidt op på deres kendskab til vores
rejse til næste indlæg.
Men altså. Vi gav os i kast med Nepal og angreb hjertet
direkte, med en god del sightseeing i hovedstaden, Kathmandu. Her blev vi igen
snydt ind i at måtte klatre op af en uoverskuelig mængde trappetrin (omkring
400) til noget de kalder Monkey Temple, hvor der i virkeligheden kun er aber på
vej op, da de slet ikke kan være på toppen for alt bedegearet, og den gode
udsigt. Op kom vi, og Kathmandu ser langt mere overskuelig ud deroppefra! Til
næste gang vil vi dog godt anmode om en lift, elevator, rulletrappe eller
lignende til piger der har tabt al fysik et sted i Sydøstasien. På samme dag fik vi set endnu en stupa – hellig klods – som
man kunne vandre lidt rundt og sole næsen på. Vi mødte en munk i conversesko
der gav os gule bånd om halsen og fik os til at tænde et lys og drikke noget
vand, og føle os vældigt renset. Nogle mere end andre, eftersom en vis Hr.
Nille som det måske fremgår af billederne, ikke ligefrem følte sig overbevist
om effekten af an gul snor med en knude på. Ikke desto mindre skyndte vi os ud
og brugte al vores nyerhvervede gode karma på trøjer, tørklæder og andre
souvenirs med t, som man kan få i lækker uld og cashmere i Nepal.
Familien Ottes sponsorlillebror har bopæl på et børnehjem en
god halv times bumletur i rally-taxa uden for Kathmandus turistcentrum Thamel.
Ham og hans venner måtte vi da aflægge et besøg. Bevæbnet med en god håndfuld malebøger gik vi
de glade og søde børn i møde og jublen ville ingen ende tage! Vi malede løs i
malebøger mens navne, yndlingsfarver og hobbyer blev udvekslet. Da bøgerne
strålede med alle verdens farver, blev tiden fordrevet med dans og leg med især
de yngste piger. Piger der var ellevilde med at flette og style skandinavisk
hår – navnlig på de to tøser sønderfjords fra, selvom Idas korte hår ikke blev
snydt for en fletning eller to. Fabelagtigt så det ud. De to garvede
børnehjemsfrivillige, storesøster Stinne og kæreste Anders, havde anbefalet os
at gå på marked med madmor Ama og donere ged til aftensmaden. Og for syv søren,
dælme, hvor skal vi lige love for, at vi fik ged! En kvart ged blev hevet op af
fryseren ved slagteren og så ellers hakket i stumper og stykker, så brusk og
knogler fløj om ørerne på os. Her er der altså ingenting, der går til spilde.
Efter en glimrende aftensmad, mere dans og mere klappeleg, måtte vi sige farvel
til en gang slukørede børn – der lige havde fået sat næsen op efter at have
sådan tre jyske legeonkler (legetanter?) rendende de næste måneder. Det skar i
hjertet.
Vi vidste at en vild adventurepige skulle have lidt
tilfredsstillelse i landet med N, så en raftingtur på 2 dage blev bestilt og
betalt, og vi begav os afsted mod floden Bhote Kosi, hvor vi prøvede kræfter
med det såkaldte White Water Rafting. 1. dag bød på en udsigt der ikke kan
klages over, og en flod der lod alle være med. Så meget at tre jyske piger
synes det blev liiiidt langtrukkent. Til gengæld bød frokostpausen på
bonuspoint i underholdningspuljen, da en bus pludselig rullede forbi oppe på
bjergskråningen med, ikke de almindelige 30 nepalesere på taget, nej, men derimod
en 7-8 stående geder med vind i pelsen og 30 km/t rundt i hårnålesvingene. Så
har man da set det med. Da mørket var faldet på efter en veloverstået dag med
rafting, begav vi os, efter de i Asien obligatoriske timers ventetid, mod det
resort hvor vi skulle overnatte. Efter et tordenvejr af dimensioner var sat ind
stoppede turen brat på toppen af et bjerg, da en lastbil var blevet forladt
stående tværs over vejen, og ingen øjensynligt kunne finde chaufføren. Vi satte
os godt til rette i bussen, og bevæbnede os med tålmodighed, imens en stor del
af resten af vores gruppe begav sig ud for at fodre deres begyndende brandert.
Denne lille udflugt viste sig pludselig som et stort problem, da vores guide
havde fundet ud af at bytte bus med nogle på den anden side af ulykken.
Resultatet var at vi måtte mande os op og slæbe en stor flok briters upraktiske
bagage (hvem tager et skateboard med på river rafting?!) over på den anden side
af ulykken, udstyrede med håndklæder og pandelamper på hovederne, hvilket var
til stor underholdning for de andre strandede. Da bussens øvrige passagerer
havde fundet tilbage – med favnen fuld af øl til bussen – gik turen mod Last
Resort, hvor vi gik direkte i buffeten, inden den stod på spas og kortspil med
de lidt ældre briter. Selvom vi forventede en eftermiddag i hængekøjer på et resort,
viste teambuilding i tordenvejr sig som et ganske udmærket alternativ. Dagen
derpå vågnede vi op i vores luksustelt og væltede ud til de flotteste omgivelser,
med træer, bjerge, og en bro med udspring til verdens højeste bungy jump.
Hasarderede udspring fra hængebro var dog ikke inkluderet i vores pakke, så vi
gik pænt forbi og sprang tilbage i gummibådene. Anden dagen bød på lidt mere
udfordring i floden, med flere ”Get down!” og ”Hold on!” kommandoer, og et hop
i vandet fra en fire meter høj klippe. En disciplin Pernille hele sit liv har
undgået, men med Emilie i hånden kastede sig ud i det, og udløste et brøl (nej
ikke et skrig, et brøl!) som må have forstyrret samtlige af Tibets munke i
deres daglige mediteren. I Pernilles forsvar bør det nævnes at vi sejlede rundt
få kilometer fra grænsen til Tibet.
Emnerne er mange i Nepal, og programmet dermed stramt, så vi
begav os hurtigt videre mod byen i vest, Pokhara, som skulle åbne alle døre til
trekking i bjergene omkring Annapurna. Men hov. En dårlig pizza senere og vi
var alle tre slatne grøntsager, der kæmpede store kampe med overhovedet at
holde os oprejste. Værst gik det ud over Slemmerinsen, der var sengeliggende og
blegere end nogensinde. Sygeplejersken Severinsen og lægerne Maarbjerg blev
konsulterede og da der begyndte at glide lidt Naan brød ned, blev håbet om at
nå Annapurnas top genoplivet. Imidlertid var E og I taget et smut i lufthavnen
for at springe på et lille fly et smut forbi det store Mount E., men skæbnen
ville at dette ikke skulle ske, og med uvejr i horisonten startede de to
bitterbussen op og kørte hjem til patienten. Det tog en ekstra dag i sengen og
et halvt apotek, før vi begyndte at ligne noget som kunne overleve ti dage i
bjergene, og da de første livstegn viste sig, drog vi på nye eventyr. Her blev
vi eskorteret af guiden/ nepali friend, Anil, som er ven af Nikolaj og dermed
blev vores guide. Vi tog små 8-9 kg. hver på ryggen pakket ned i tre fuldt
udspændte skoletasker, hoppede i de lejede og nyindkøbte vandrestøvler (Ida
skulle alligevel have nogle sko at fælde juletræ i, som kan matche søster
Stinnes!), og travede derud af. Der gik lige præcis en halv time før to
tredjedele af holdet gik i gang med at lægge nødplaner, fordi det stejle
landskab var lidt for udfordrende for slatne, ikke helt restituerede og fortsat
sygdomsramte kroppe. Heldigvis var en tredjedel af holdet stadig i topform, og
ved at læsse lidt bagage på den stærke guide, Anil, færdiggjorde alle den
første etape – og endda inden for en rimelig tidsgrænse. Efter en enkelt dag
måtte de tre stærke jyder desværre erkende, at de ikke ville nå til toppen uden
at anskaffe sig en bærer, som de fleste andre i øvrigt har. Heldigvis for os,
stod den lune Sonchar klar dagen efter, og anden etape (en af turens hårdeste)
blev skudt i gang, nu kun med en enkelt patient. Trappe op og mere trappe op
gik det i de smukke omgivelser, og dagens 8 timer endte et væsentligt køligere
sted end de startede, og aftenen blev dermed tilbragt foran pejsen for de af
deltagerne, som ikke var nødsaget til at lægge i sengen med en spand som tro
følgesvend. Det lyder umiddelbart ikke særligt idyllisk, men med den rette
viljestyrke og tilpas mængde pauser, kan det meste lade sig gøre – også uden at
det behøver ødelægge oplevelsen for de raske (som dog også led under de fysiske
udskejelser). Det blev til en smuk solopgang for de morgenfriske Ida og Emilie,
efter at have besteget et mindre bjerg, uden morgenmad hvilket ikke faldt i
morgenmadsministeren (Idas) smag. Mens morgensolen tittede frem over Annapurnas
sneklædte bjerge i horisonten, blev der taget stilling til patientens fortsatte
deltagelse på trekkingturen. Afgørelsen blev at parkere hende efter to dages
trekking mere, mens de øvrige to gik hele vejen til toppen. Heldigvis vandt
stædigheden over sygdommen, og på de to dage fik Pernille appetitten tilbage,
og var dermed klar til at indtage snelandskabet med resten af holdet. Dagene gik
med 7-8 timers gang, primært op ad bakke, men heldigvis også ned en gang
imellem (upistairs og downystairs, som Anil ville sige det). Den sidste dag mod
toppen blev turens hårdeste og de tre musketerers kondition, tålmodighed og
evne til at tænke positivt blev for alvor sat på prøve. ”Provo-sne!” var dagens
mest brugte ord, og at flytte sig 1000 højdemeter på et par timer er ikke just
sjovt, men at vade rundt i en halv meters tøsne gør bare ikke situationen
bedre! Om det hjalp at kalde sneen for provokerende vidner historien ikke om, men
ingen tvivl om at aggressionerne førte os de sidste hårde skridt mod Annapurna
Base Camp. Da vi nåede frem om eftermiddagen var det desværre ikke til at se
meget pga. af en tiltagende snestorm, men armene var alligevel ikke til at få
ned, og sejren blev fejret med varme drikke i 4130 meters højde på Himalayas
andet højeste bjerg. Mens vi lunede os indendørs, kunne vi høre adskillige
laviner falde i det fjerne – en lyd der havde fulgt os hele dagen, og som nu
indikerede at der også på vej tilbage skulle forceres større snemasser. Det skulle efter
sigende være svært at sove i denne højde, så i et forsøg på at sikre
nattesøvnen, tog vi alle en lille dosis højdesygemedicin, inden vi kravlede til
køjs. Dette medførte – meget belejligt – en vild tissetrang, som tvang os ud
igennem sneen et par gange i løbet af natten, hvor vi til gengæld blev mødt af
den klareste stjernehimmel og et måneskin som lyste de omkringliggende bjerge
op. Efter få timers forstyrret søvn var det blot at vælte ud af sengen for at
nyde solopgang i minus 10 grader over Annapurnas sneklædte toppe. Derefter gik
det desværre lidt hurtigt med at komme nedad fordi – guess who – var blevet
ramt af højdesyge. Det krævede dog ikke mere end at komme 150 meter ned, før
Pernille igen var sig selv, og så var det ellers tid til det helt store
photoshoot og snemandsbygning, mens solen bagte og humøret var højt. Det var
straks en anden sag at gå (glide) nedad i den bløde sne, og da vi var nødt til
at slå lejr for natten af hensyn til bæreren, havde vi stadig blod på tanden
for at fortsætte nedad. Engagementet fortsatte dagen efter, og ved at droppe et
besøg ved nogle menneskeskabte hotsprings, kom vi længere end Anil havde troet.
Anil, som ubevist kaldte de varme kilder for hottiesprings, hvilket ledte
tankerne hen på noget helt andet end hvad vi kunne forvente, var heldigvis
forstående overfor at varme kilder i 30 grader og solskin ikke var sagen, og
udtalte at vi jo i forvejen gik i vores egne hotsprings (hottiesprings). For
dem som ikke fangede den, må vi hellere forklare at det var sveden og de røde
ansigter han henviste til. Anyways, med benene på nakken og i fuld galop
lykkedes det os at færdiggøre trekket og komme tilbage til vores savnede bad på
hotellet i Pokhara – to dage før tid! Anil, som ikke just er en pålidelige
fakta-mand, var overbevist om at vi havde gået over 700 km. på de otte dage,
men med lidt hurtig hovedregning kan det på ingen måde passe! Det lyder dog
godt, og benene føltes som havde de gået 700 km. For de som modtager postkort
hvor der står at vi har gået 700 km. må vi skynde os at sige: Det passer ikke!
Det er skrevet for sjov. Selvom Anil var dybt alvorlig.
Alle tre jyske piger var nu – 7, 9, 13 – raske og stolte
over deres præstation på trods af en del modgang. I høj hopla og godt humør
blev der impulskøbt en paraglidning-tur over Himalaya. Nu havde vi jo alligevel
lidt ekstra tid at fordrive. Det skal man lade være med at gøre morgenen efter
man har været ude for at svinge træbenet for at fejre sejren over Annapurna!
Udsigten var skøn og et lille adrenalinkick sneg sig da ind, da vi løb ud over
klippekanten og ud i luften. Desværre fik vindstød og vores piloters tricks
også sneget en lille kvalme ind hos alle tre. (Så meget for at føle sig rask og
ovenpå igen) En sodavand og en pose chips senere var kvalmen forsvundet igen –
og så var vi nu egentlig meget glade for at have impulskøbt en rigtig smuk
oplevelse.
Efter en fem
timers bumletur i bus, der nu er indehaver af førstepladsen på hitlisten over
mest bumlede busture, landede vi i en lille landsby udenfor nationalparken
Chitwan. Vi tog en slapper i skyggen i en hængekøje indtil middagssolen havde
brændt færdig – hvorefter vi gik ud for at tage vores første møde med den
nepalesiske jungle, godt nok lidt på afstand og på den gratis side af floden.
Vi mødte en hel del (godt nok tamme) elefanter, en flok dådyr og nogle stykker
vildsvin. Men vi var jo kommet for at se næsehorn! Og måske en tiger eller en
leopard, så vi måtte bestille en tur med jeep ind i den vilde jungle til dagen
efter. Der gik lige nøjagtig 20 minutter og så stod der den største næsehorns
han og gloede på os. Ti timer i en bumlende jeep bød således på, næsehorn,
dansende påfugle, dådyr, vildsvin, bisonokser, krokodiller og et utal af
farverige fugle. Ingen tiger og ingen leopard – men nyheden om at en lokal mand
den samme dag var blevet angrebet og dræbt af en tiger gjorde, at vi måske
egentlig synes det var ok at vente med at hilse på til en dag, hvor de var i
lidt bedre humør.
En
svedig dag i junglen - så trænger man gevaldigt til et bad – hvilket parkens tamme
elefanter meget belejligt også gjorde. Efter en anbefaling fra Maskinen
derhjemme, deltog vi i elefantvaskeriet APS, og forberedte os på at give elefanten,
Pinky, en skrubbetur. Han (Ja, Pinky er et drengenavn) viste dog hurtigt hvem
der havde styringen, og der skulle ikke mere end nepalisiske gloser til, før vi
blev sprøjtet til og væltet ned af det store dyr. Om det var elefanten eller
os, som var mest rene efter badet er umuligt at vurdere, men sjovt var det! Nu
kan vi så bruge resten af dagen på at finde strøm og internet, men forhåbentlig
bliver der også lidt tid til at ligge i hængekøjerne og lade op til Indien, som
vi drager mod i morgen. Vi hører rygter om 42 grader i Indien, men med vores
meget stramme tidsplan bliver der slet ikke tid til hverken at svede eller hive
efter vejret.
Trods
strømafbrydelser og fordærvet mad, får vi alle tre svært ved at sige farvel til
Nepal, som helt klart har den gule førertrøje i vores lille Tour de Asien – vi
sender klart vores varmeste anbefalinger til jer alle om straks at købe en
flybillet til landet med verdens højeste bjerg - I vil ikke fortryde det!
Namaste
Pernille
Emilie Ida
|
Abetemplet i det fjerne |
|
Et ikke så sjældent syn i Kathmandu.. |
|
Huse i Idas højde. (Man er stadig mindst selvom de andre kun er få centimer højere..) |
|
Stupaen ved Monkey Temple |
|
En yderst skeptisk Severinsen (At kalde hinanden ved efternavn er en ny dille, for man går lidt død i at bruge de samme to navne hele tiden) |
|
Abe finder mad på anden abe ved abetemplet |
|
400 trin senere. En god udsigt i baggrunden og noget slidt i forgrunden. |
|
Nu med fletninger og en nye venner |
|
Pigerne på børnehjemmet kaster nepalesiske håndtegn, som vi forsøgte at kopiere |
|
At være slagter i Nepal er ikke så svært - det kræver bare lidt muller! |
|
Ida og Emilie har fået en ny følgesvend, som ikke er så nem at slippe af med |
|
Første skridt mod Annapurna base camp |
|
Himalaya er i høj grad leveringsdygtig i rhododendrontræer |
|
Ræven og isbjørnen på vej mod lavinekrydsning |
|
LAVINEALARM!! |
|
Smukke omgivelser. 4 timer fra toppen |
|
Der tages hul på sidste etape. Smil trods frosne fødder |
|
Solopgang over Annapurna South. |
|
Toppen er nået, og bæreren skriver hilsen i sneen |
|
Tålmodigheden var ikke til at bygge en større snemand. |
|
Billedet taler vist for sig selv. SEJR! |
|
Kortspil i kulden. Man må vel tilpasse sig. |
|
Klar til at indtage luften! Ingen tømmermænd at spotte. |
|
Udsigt fra paraglide |
|
På vej mod landing |
|
Næsehorn nedstirrer os i Chitwan |
|
Så tæt kom vi på |
|
Påfuglehan danser på vejen |
|
Pinky laver vandshow.. |
|
.. og vipper os ud over kanten! |