Østpå: 3 uger senere...

Vi undskylder for den lange ventetid på opdatering, men vi har mange gode undskyldninger; hæsblæsende tempo i Kathmandu, sygdom, manglende internetforbindelse på Himalyas top og så er Nepal et land med en del strømafbrydelser, der bare gør alting en hel del mere besværligt – også blogindlæg. Så I kan nok forstå, der er en del at fortælle siden sidst og I kan godt sætte jer til rette derhjemme i stuerne, smække fødderne op på bordet, og gøre jer klar til fortællingen om tre jyske piger, der ankom til Nepal for små tre uger siden.

Der var engang tre jyske piger som flottede sig, og tog et fly fra Bangkok til Nepals land. Der fik de sig allerede i taxaen (rallybilen) fra lufthavnen lidt af en overraskelse – nogle gjorde, andre sov med åbne øjne – da landet var noget ganske andet end deres vante rammer i Sydøstasien. Flaget var slet ikke rektangulært, og husfacaderne var kun ca. halvanden meter høje. En mission blev sat i gang for at udforske dette mærkværdige land til fods.

På dette tidspunkt i historien har nogle af vores mere kløgtige læsere måske gættet sig til at de tre jyske piger er os. Klapsalve til dem, og resten kan så lige få lov at læse lidt op på deres kendskab til vores rejse til næste indlæg.

Men altså. Vi gav os i kast med Nepal og angreb hjertet direkte, med en god del sightseeing i hovedstaden, Kathmandu. Her blev vi igen snydt ind i at måtte klatre op af en uoverskuelig mængde trappetrin (omkring 400) til noget de kalder Monkey Temple, hvor der i virkeligheden kun er aber på vej op, da de slet ikke kan være på toppen for alt bedegearet, og den gode udsigt. Op kom vi, og Kathmandu ser langt mere overskuelig ud deroppefra! Til næste gang vil vi dog godt anmode om en lift, elevator, rulletrappe eller lignende til piger der har tabt al fysik et sted i Sydøstasien. På samme dag fik vi set endnu en stupa – hellig klods – som man kunne vandre lidt rundt og sole næsen på. Vi mødte en munk i conversesko der gav os gule bånd om halsen og fik os til at tænde et lys og drikke noget vand, og føle os vældigt renset. Nogle mere end andre, eftersom en vis Hr. Nille som det måske fremgår af billederne, ikke ligefrem følte sig overbevist om effekten af an gul snor med en knude på. Ikke desto mindre skyndte vi os ud og brugte al vores nyerhvervede gode karma på trøjer, tørklæder og andre souvenirs med t, som man kan få i lækker uld og cashmere i Nepal.

Familien Ottes sponsorlillebror har bopæl på et børnehjem en god halv times bumletur i rally-taxa uden for Kathmandus turistcentrum Thamel. Ham og hans venner måtte vi da aflægge et besøg. Bevæbnet med en god håndfuld malebøger gik vi de glade og søde børn i møde og jublen ville ingen ende tage! Vi malede løs i malebøger mens navne, yndlingsfarver og hobbyer blev udvekslet. Da bøgerne strålede med alle verdens farver, blev tiden fordrevet med dans og leg med især de yngste piger. Piger der var ellevilde med at flette og style skandinavisk hår – navnlig på de to tøser sønderfjords fra, selvom Idas korte hår ikke blev snydt for en fletning eller to. Fabelagtigt så det ud. De to garvede børnehjemsfrivillige, storesøster Stinne og kæreste Anders, havde anbefalet os at gå på marked med madmor Ama og donere ged til aftensmaden. Og for syv søren, dælme, hvor skal vi lige love for, at vi fik ged! En kvart ged blev hevet op af fryseren ved slagteren og så ellers hakket i stumper og stykker, så brusk og knogler fløj om ørerne på os. Her er der altså ingenting, der går til spilde. Efter en glimrende aftensmad, mere dans og mere klappeleg, måtte vi sige farvel til en gang slukørede børn – der lige havde fået sat næsen op efter at have sådan tre jyske legeonkler (legetanter?) rendende de næste måneder. Det skar i hjertet.

Vi vidste at en vild adventurepige skulle have lidt tilfredsstillelse i landet med N, så en raftingtur på 2 dage blev bestilt og betalt, og vi begav os afsted mod floden Bhote Kosi, hvor vi prøvede kræfter med det såkaldte White Water Rafting. 1. dag bød på en udsigt der ikke kan klages over, og en flod der lod alle være med. Så meget at tre jyske piger synes det blev liiiidt langtrukkent. Til gengæld bød frokostpausen på bonuspoint i underholdningspuljen, da en bus pludselig rullede forbi oppe på bjergskråningen med, ikke de almindelige 30 nepalesere på taget, nej, men derimod en 7-8 stående geder med vind i pelsen og 30 km/t rundt i hårnålesvingene. Så har man da set det med. Da mørket var faldet på efter en veloverstået dag med rafting, begav vi os, efter de i Asien obligatoriske timers ventetid, mod det resort hvor vi skulle overnatte. Efter et tordenvejr af dimensioner var sat ind stoppede turen brat på toppen af et bjerg, da en lastbil var blevet forladt stående tværs over vejen, og ingen øjensynligt kunne finde chaufføren. Vi satte os godt til rette i bussen, og bevæbnede os med tålmodighed, imens en stor del af resten af vores gruppe begav sig ud for at fodre deres begyndende brandert. Denne lille udflugt viste sig pludselig som et stort problem, da vores guide havde fundet ud af at bytte bus med nogle på den anden side af ulykken. Resultatet var at vi måtte mande os op og slæbe en stor flok briters upraktiske bagage (hvem tager et skateboard med på river rafting?!) over på den anden side af ulykken, udstyrede med håndklæder og pandelamper på hovederne, hvilket var til stor underholdning for de andre strandede. Da bussens øvrige passagerer havde fundet tilbage – med favnen fuld af øl til bussen – gik turen mod Last Resort, hvor vi gik direkte i buffeten, inden den stod på spas og kortspil med de lidt ældre briter. Selvom vi forventede en eftermiddag i hængekøjer på et resort, viste teambuilding i tordenvejr sig som et ganske udmærket alternativ. Dagen derpå vågnede vi op i vores luksustelt og væltede ud til de flotteste omgivelser, med træer, bjerge, og en bro med udspring til verdens højeste bungy jump. Hasarderede udspring fra hængebro var dog ikke inkluderet i vores pakke, så vi gik pænt forbi og sprang tilbage i gummibådene. Anden dagen bød på lidt mere udfordring i floden, med flere ”Get down!” og ”Hold on!” kommandoer, og et hop i vandet fra en fire meter høj klippe. En disciplin Pernille hele sit liv har undgået, men med Emilie i hånden kastede sig ud i det, og udløste et brøl (nej ikke et skrig, et brøl!) som må have forstyrret samtlige af Tibets munke i deres daglige mediteren. I Pernilles forsvar bør det nævnes at vi sejlede rundt få kilometer fra grænsen til Tibet.

Emnerne er mange i Nepal, og programmet dermed stramt, så vi begav os hurtigt videre mod byen i vest, Pokhara, som skulle åbne alle døre til trekking i bjergene omkring Annapurna. Men hov. En dårlig pizza senere og vi var alle tre slatne grøntsager, der kæmpede store kampe med overhovedet at holde os oprejste. Værst gik det ud over Slemmerinsen, der var sengeliggende og blegere end nogensinde. Sygeplejersken Severinsen og lægerne Maarbjerg blev konsulterede og da der begyndte at glide lidt Naan brød ned, blev håbet om at nå Annapurnas top genoplivet. Imidlertid var E og I taget et smut i lufthavnen for at springe på et lille fly et smut forbi det store Mount E., men skæbnen ville at dette ikke skulle ske, og med uvejr i horisonten startede de to bitterbussen op og kørte hjem til patienten. Det tog en ekstra dag i sengen og et halvt apotek, før vi begyndte at ligne noget som kunne overleve ti dage i bjergene, og da de første livstegn viste sig, drog vi på nye eventyr. Her blev vi eskorteret af guiden/ nepali friend, Anil, som er ven af Nikolaj og dermed blev vores guide. Vi tog små 8-9 kg. hver på ryggen pakket ned i tre fuldt udspændte skoletasker, hoppede i de lejede og nyindkøbte vandrestøvler (Ida skulle alligevel have nogle sko at fælde juletræ i, som kan matche søster Stinnes!), og travede derud af. Der gik lige præcis en halv time før to tredjedele af holdet gik i gang med at lægge nødplaner, fordi det stejle landskab var lidt for udfordrende for slatne, ikke helt restituerede og fortsat sygdomsramte kroppe. Heldigvis var en tredjedel af holdet stadig i topform, og ved at læsse lidt bagage på den stærke guide, Anil, færdiggjorde alle den første etape – og endda inden for en rimelig tidsgrænse. Efter en enkelt dag måtte de tre stærke jyder desværre erkende, at de ikke ville nå til toppen uden at anskaffe sig en bærer, som de fleste andre i øvrigt har. Heldigvis for os, stod den lune Sonchar klar dagen efter, og anden etape (en af turens hårdeste) blev skudt i gang, nu kun med en enkelt patient. Trappe op og mere trappe op gik det i de smukke omgivelser, og dagens 8 timer endte et væsentligt køligere sted end de startede, og aftenen blev dermed tilbragt foran pejsen for de af deltagerne, som ikke var nødsaget til at lægge i sengen med en spand som tro følgesvend. Det lyder umiddelbart ikke særligt idyllisk, men med den rette viljestyrke og tilpas mængde pauser, kan det meste lade sig gøre – også uden at det behøver ødelægge oplevelsen for de raske (som dog også led under de fysiske udskejelser). Det blev til en smuk solopgang for de morgenfriske Ida og Emilie, efter at have besteget et mindre bjerg, uden morgenmad hvilket ikke faldt i morgenmadsministeren (Idas) smag. Mens morgensolen tittede frem over Annapurnas sneklædte bjerge i horisonten, blev der taget stilling til patientens fortsatte deltagelse på trekkingturen. Afgørelsen blev at parkere hende efter to dages trekking mere, mens de øvrige to gik hele vejen til toppen. Heldigvis vandt stædigheden over sygdommen, og på de to dage fik Pernille appetitten tilbage, og var dermed klar til at indtage snelandskabet med resten af holdet. Dagene gik med 7-8 timers gang, primært op ad bakke, men heldigvis også ned en gang imellem (upistairs og downystairs, som Anil ville sige det). Den sidste dag mod toppen blev turens hårdeste og de tre musketerers kondition, tålmodighed og evne til at tænke positivt blev for alvor sat på prøve. ”Provo-sne!” var dagens mest brugte ord, og at flytte sig 1000 højdemeter på et par timer er ikke just sjovt, men at vade rundt i en halv meters tøsne gør bare ikke situationen bedre! Om det hjalp at kalde sneen for provokerende vidner historien ikke om, men ingen tvivl om at aggressionerne førte os de sidste hårde skridt mod Annapurna Base Camp. Da vi nåede frem om eftermiddagen var det desværre ikke til at se meget pga. af en tiltagende snestorm, men armene var alligevel ikke til at få ned, og sejren blev fejret med varme drikke i 4130 meters højde på Himalayas andet højeste bjerg. Mens vi lunede os indendørs, kunne vi høre adskillige laviner falde i det fjerne – en lyd der havde fulgt os hele dagen, og som nu indikerede at der også på vej tilbage skulle forceres større snemasser. Det skulle efter sigende være svært at sove i denne højde, så i et forsøg på at sikre nattesøvnen, tog vi alle en lille dosis højdesygemedicin, inden vi kravlede til køjs. Dette medførte – meget belejligt – en vild tissetrang, som tvang os ud igennem sneen et par gange i løbet af natten, hvor vi til gengæld blev mødt af den klareste stjernehimmel og et måneskin som lyste de omkringliggende bjerge op. Efter få timers forstyrret søvn var det blot at vælte ud af sengen for at nyde solopgang i minus 10 grader over Annapurnas sneklædte toppe. Derefter gik det desværre lidt hurtigt med at komme nedad fordi – guess who – var blevet ramt af højdesyge. Det krævede dog ikke mere end at komme 150 meter ned, før Pernille igen var sig selv, og så var det ellers tid til det helt store photoshoot og snemandsbygning, mens solen bagte og humøret var højt. Det var straks en anden sag at gå (glide) nedad i den bløde sne, og da vi var nødt til at slå lejr for natten af hensyn til bæreren, havde vi stadig blod på tanden for at fortsætte nedad. Engagementet fortsatte dagen efter, og ved at droppe et besøg ved nogle menneskeskabte hotsprings, kom vi længere end Anil havde troet. Anil, som ubevist kaldte de varme kilder for hottiesprings, hvilket ledte tankerne hen på noget helt andet end hvad vi kunne forvente, var heldigvis forstående overfor at varme kilder i 30 grader og solskin ikke var sagen, og udtalte at vi jo i forvejen gik i vores egne hotsprings (hottiesprings). For dem som ikke fangede den, må vi hellere forklare at det var sveden og de røde ansigter han henviste til. Anyways, med benene på nakken og i fuld galop lykkedes det os at færdiggøre trekket og komme tilbage til vores savnede bad på hotellet i Pokhara – to dage før tid! Anil, som ikke just er en pålidelige fakta-mand, var overbevist om at vi havde gået over 700 km. på de otte dage, men med lidt hurtig hovedregning kan det på ingen måde passe! Det lyder dog godt, og benene føltes som havde de gået 700 km. For de som modtager postkort hvor der står at vi har gået 700 km. må vi skynde os at sige: Det passer ikke! Det er skrevet for sjov. Selvom Anil var dybt alvorlig.

Alle tre jyske piger var nu – 7, 9, 13 – raske og stolte over deres præstation på trods af en del modgang. I høj hopla og godt humør blev der impulskøbt en paraglidning-tur over Himalaya. Nu havde vi jo alligevel lidt ekstra tid at fordrive. Det skal man lade være med at gøre morgenen efter man har været ude for at svinge træbenet for at fejre sejren over Annapurna! Udsigten var skøn og et lille adrenalinkick sneg sig da ind, da vi løb ud over klippekanten og ud i luften. Desværre fik vindstød og vores piloters tricks også sneget en lille kvalme ind hos alle tre. (Så meget for at føle sig rask og ovenpå igen) En sodavand og en pose chips senere var kvalmen forsvundet igen – og så var vi nu egentlig meget glade for at have impulskøbt en rigtig smuk oplevelse.

Efter en fem timers bumletur i bus, der nu er indehaver af førstepladsen på hitlisten over mest bumlede busture, landede vi i en lille landsby udenfor nationalparken Chitwan. Vi tog en slapper i skyggen i en hængekøje indtil middagssolen havde brændt færdig – hvorefter vi gik ud for at tage vores første møde med den nepalesiske jungle, godt nok lidt på afstand og på den gratis side af floden. Vi mødte en hel del (godt nok tamme) elefanter, en flok dådyr og nogle stykker vildsvin. Men vi var jo kommet for at se næsehorn! Og måske en tiger eller en leopard, så vi måtte bestille en tur med jeep ind i den vilde jungle til dagen efter. Der gik lige nøjagtig 20 minutter og så stod der den største næsehorns han og gloede på os. Ti timer i en bumlende jeep bød således på, næsehorn, dansende påfugle, dådyr, vildsvin, bisonokser, krokodiller og et utal af farverige fugle. Ingen tiger og ingen leopard – men nyheden om at en lokal mand den samme dag var blevet angrebet og dræbt af en tiger gjorde, at vi måske egentlig synes det var ok at vente med at hilse på til en dag, hvor de var i lidt bedre humør.

En svedig dag i junglen - så trænger man gevaldigt til et bad – hvilket parkens tamme elefanter meget belejligt også gjorde. Efter en anbefaling fra Maskinen derhjemme, deltog vi i elefantvaskeriet APS, og forberedte os på at give elefanten, Pinky, en skrubbetur. Han (Ja, Pinky er et drengenavn) viste dog hurtigt hvem der havde styringen, og der skulle ikke mere end nepalisiske gloser til, før vi blev sprøjtet til og væltet ned af det store dyr. Om det var elefanten eller os, som var mest rene efter badet er umuligt at vurdere, men sjovt var det! Nu kan vi så bruge resten af dagen på at finde strøm og internet, men forhåbentlig bliver der også lidt tid til at ligge i hængekøjerne og lade op til Indien, som vi drager mod i morgen. Vi hører rygter om 42 grader i Indien, men med vores meget stramme tidsplan bliver der slet ikke tid til hverken at svede eller hive efter vejret.

Trods strømafbrydelser og fordærvet mad, får vi alle tre svært ved at sige farvel til Nepal, som helt klart har den gule førertrøje i vores lille Tour de Asien – vi sender klart vores varmeste anbefalinger til jer alle om straks at købe en flybillet til landet med verdens højeste bjerg - I vil ikke fortryde det!

Namaste

Pernille Emilie Ida