Østpå: maj 2012

Halløj i stuen!
Siden sidst har vi besøgt fire nye byer, kæmpet mod aber og tilbragt en nat i ørkenen. Sæt opvasken i blød og forbered jer på et laaaangt indlæg!

Vi fik bakset os selv og de tunge tasker til Bundi, som skulle vise sig at være endnu mindre – og endnu mindre turistet – end Pushkar. Her tjekkede vi ind på turens hidtil billigste værelse, til en flad 20’er, klappede Lonely Planets restaurantguide langt væk og holdte os til de to steder som rent faktisk havde åbent. Off-season har sin gode og dårlige sider kan man konstatere. Hovedattraktionen i denne lille by var et (surprise!) gammelt palads og et gammelt fort. Inden vi drog af sted, blev vi på vores hyggelige hotel anbefalet hver at tage en af deres pinde med på sightseeing – denne skulle vi bruge til at forsvare os mod de mange aber, der har residens i de gamle bygninger. Jaja, ok – hvor mange aber kan der lige være, tænker man, når man får stukket en kæmpe kæp i hånden, der nærmest er længere end en selv. Vi kender tre piger, der skulle finde ud af, hvor mange aber der rent faktisk var…

Men først lod vi os betage af det gamle palads flotte vægmalerier – faktisk nogle af de ældste i hele Rajasthan – samt inspirere til diskussion omkring, hvad der mon skulle være i vores egne paladser, hvis vi havde et. Hvis nu man måtte vælge alt i verden… En kongestol? En gymnastiksal? En personalized Jomfru Ane Gade? En rugbrødsmad?

Dagdrømmerierne blev hurtigt afbrudt, da vi begav os videre mod fortet og ind i abernes hule. Vi blev mødt af en stor port fuldstændig befængt med store aber, der kiggede ondt på os. Vi kiggede undrende på de våben vi var udstyret med, og forestillede os hvordan vi i ægte Tomb Raider stil skulle passere fjenden. Hvordan dette så ud i praksis, går vi ikke i detaljer med, men det blev ikke til mange cirkelspark og aberne havde alle deres lemmer og sure miner i behold. Vi begav os ind i det øde fort, som næsten ikke kunne blive mere øde. Hvis man ser bort fra de store abefamilier, som tilsyneladende herskede over dele af bygningerne, var der ikke et øje i nærheden. Dette udnyttede vi ved at rulle bukseben og ærmer op, hive de efterhånden blege maver frem og drog derefter videre på eventyr mellem de forladte bygninger.

Hu hej vilde dyr gik det videre mod Udaipur! Udaipur skulle være kendt for sine romantiske feeling og store søer, men for os var der et hovedformål med besøget i Udaipur: vi skulle se en krystalseng! Inden den overdådige genstand var set, havde Ida kaldet dips på denne til benyttelse i sit fiktive palads. Vi betalte dyre domme (altså 50 kr. inklusiv en sodavand i baren), for at komme ind på et palads og se en stor udstilling af møbler, service og dingenoter lavet i intet mindre end krystal. Og velour. Til trods for høje forventninger blev vi ikke skuffede! Med sådanne møbler kan IKEA godt pakke sammen og tage tilbage til Sveriges højland, for den konge (som i øvrigt døde før han nåede at tage møblerne i brug), har virkelig forstået hvad en konge har brug for. Vi måtte desværre ikke tage billeder af sagerne, men vi kan rapportere at der var sofaer, fodskamler, borde, karafler, lysekroner på størrelse med en elefant og alt andet inventar i ellers kan forestille jer, lavet i det fineste krystalglas og betrukket med kongeligt rødt velour. Hvad gi’r I? Udaipur bød naturligvis på mere end bare krystaller, bl.a. en tur på museum, hvor morgenhumøret og tolerancen over for indere i servicebranchen og især deres holdning til byttepenge blev sat på prøve. Vi smagte også på kød for første gang i Indien, da vi fandt nogle (lidt) grove sandwich med kylling i. 10 point til Udaipur!

Videre fra Udaipur gik turen mod Jodhpur, hvor vi tog en hviledag, inden vi skulle videre med tog til Jaisalmer. Den hviledag udnyttede vi på et meget fancy hotel i byens udkant, eller vel nærmere i deres pool. Og på liggestolene ved poolen. Og ved poolen igen. Og tilbage til stolene. Og I har nok forstået mønstret, men der var meget varmt, og poolen var meget kold og dejlig! I Jodhpur oplevede vi også turens hidtil varmeste nat, idet vi var blevet placeret helt oppe under taget, på et lille værelse med en lille seng, og en lille bitte blæser. Det blev ikke til meget søvn, og da Emilie kl. 04.00 konstaterede (udbrød): ”LORTENAT!”, vidste vi ligesom godt hvad klokken havde slået (04:00). Derfor stod et værelse med aircondition øverst på ønskelisten for Jaisalmer.

Og aircondition var nødvendigt i Jaisalmer som er en by i ørkenen. Byen bød på et levende fort og en masse små gader med små butikker og lædertasker i læssevis! Vi syntes ikke det var nok at gå rundt i Jaisalmers gader i 45 grader, hvor skygge forefindes og kolde drikkevarer er en mulighed. Niks! Vi ville rigtig ud og opleve naturen, og fik derfor arrangeret en kamelsafari i den rigtige ørken. Udstyret med faktor 30 og solbriller drog vi mod varmere tider, og fik vores numser plantet på hver vores kamel, hvorefter karavanen rullede af sted. Ida fik æren af driverens yndlingskamel, med det noget så maskuline navn, Papaya, som i øvrigt også var karavanens alderspræsident (som kamel, så ejer). Emilie røg på den lidt mindre, men meget grådige kamel, Kamal (igen: som kamel, så ejer..) Pernille vandt den yngste, men ingen kunne huske navnet på denne, hvorved den blev døbt Sephyr. Senere skiftede den dog navn til noget i retning af Clumsy, Slow Fox, Jiii-haaar eller måske nærmere Kom-Nu-Afsted-Din-Langsomme-Kamel!! Op på de langbenede dyr og af sted kom vi, og der gik ikke længe før vi fik frie tøjler, og selv skulle forsøge at dirigere de store dyr i den rigtige retning. Heldigvis for os, havde kamelerne rimelig godt styr på vejen, for hvordan finder man lige vej i en ørken? Det blev tid til en eftermiddagssiesta under et træ, mens graderne steg og kamelerne fik frit løb. Vores driver diskede op med dejlig varm the (lige hvad vi havde brug for) og lækker (varm) karryret. Svedigt! Vi fik luret den (som i at tage en lur, ikke gennemskue noget) og fik hvilet de allerede ømme lårmuskler. Da de skyer som normalt vis viser sig, når vi planlægger at se en flot solnedgang, var kommet frem, gik turen videre gennem ørkenen. Mens mærkelige geder som ligner får og store ørne så til, travede vi gennem det tørre landskab, til lyden af hindisang leveret af kameldriveren. Sidst på eftermiddagen nåede vi en stor sandbanke (Sankas), hvor vi kunne slå os løs, mens vores driver kokkererede et lækkert aftensmåltid, lavede en fin rede vi kunne sove i og puttede kamelerne. Vi gik amok i diverse gymnastiske udskejelser og stoppede først, da alle sanser smagte, hørte, lugtede, så og mærkede sand. Som tre tilsandede (kirker? Afskyelige sandmænd?) mennesker, spiste vi det lettere tilsandede mad, inden vi lagde os til rette og ventede på en stor flot stjernehimmel. I stedet fik vi skyer og lynild, hvilket bestemt heller ikke gjorde noget. Der var heftig natteaktivitet, og vi havde næsten alle opgivet at få lukket et øje, før det til sidst lykkedes 2/3 dele af konstellationen. Det skulle dog ikke vare længe før Pernille vågnede af mærkelig kilden på tæerne og udsædvanligt høje smaskelyde, og slog øjnene direkte op mod en glad kamel Kamal, som havde fået lirket sig fri fra sandet og fundet sin vej til foderet, som var ment til at agere sandbunker for os. Emilie, som endnu ikke var faldet til ro, så pænt til og nød synet af hendes sultne kamel, som endelig stiftede bekendtskab med ordet buffet. Emilie var dog klar over at vores fødder var i overhængende fare for at blive spist (mon dog), og tog derfor sagen i egen hånd, og begav sig op mod det store dyr, for at slæbe den tunge pose halvvejs gennem ørkenen (I kender ordsproget om overdrivelse - ingen grund til at beskrive det her), med en gnaskende kamel lige i hælene. Alle kunne vi nu forsøge at sove igen, denne gang med andre spørgsmål roterende i den øverste etage. Burde vi fortælle driveren at der er en kamel løs? Kan kameler få for meget mad? Hvordan går en kamel med forstoppelse? Hvad gør den når den har spist det hele? Spiser kameler mennesker? Bliver de andre kameler mon misundelige, og begynder de så at slås? I så fald, hvilken kamel ville så vinde? Vi satsede hver 10 rupies og vendte tilbage til drømmeland. Nattens aktivitetsniveau steg, og bød deslige på kast med frugt (som i nattens mulm og mørke var uidentificerbare genstande) og invasion af megabiller. Da solen viste sit kønne ansigt igen, pakkede vi de store kameler, som alle stadig befandt sig på sandbanken i bedste velbefindende, og vendte snuderne tilbage mod Jaisalmer. Inden solen igen stod på det højeste, havde vi ramt byen og det nærmeste bad, hvor vi kunne vaske det vi troede var sandalmærker fra solen af, og få fjernet de værste sandkager fra øjenkrogene.

Dagen blev d. 12., og dagen hvor Emilie endte sine dage som teenager, og trådte ind i de voksne (Idas) række(r). Det glæder os at have endnu en fornuftig og ansvarlig med i gruppen, og vi er sikre på at Emilie er klar til at løfte opgaven. Nu kan hun hvert fald starte med at løfte nogle flere af vores fælles ting. Ida og Pernille havde rendt byen tynd efter festartikler (eller noget der lignede) og det skulle vise sig ikke at være særligt svært, eftersom inderne benytter sig af mange finurlige, farverige genstande, som de putter alle mulige mærkelige steder hen. I selskab med disse artikler blev der sunget morgenfødselsdagssang, spist fødselsdagsbananpandekager og drukket fødselsdagsbananalassis til den helt store guldmedalje, før fødselsdagen sidst på eftermiddagen blev forvandlet til en rejsedag, hvor vi sprang på vores sidste indiske togtur mod Jodhpur. Her skulle vi dagen efter med fly til vores sidste destination; Delhi. På rigtig indisk manér havde vi besluttet os for at fejre den store begivenhed (at Emilie er halvvejs mod de 40) over de sidste to dage. En hurtig shoppetur i Delhis mildest talt kaotiske gader og så afsted for at finde alle fødselsdagsbarnets livretter – det lyder umiddelbart som et umuligt projekt, men i en storby som Delhi kan man finde alt. Friske vietnamesiske forårsruller, sushi og chokolademousse blev konsumeret og skyllet ned med mocktail mojitos (skønt den internationale restaurant, befandt vi os stadig i ædru hindu Indien) Vi gik alle glade i seng og glædede os til tredje festdag, der var planlagt pooldag! Slukørede måtte vi imorges konstatere at Asien idag holder sørgedag over vores afrejse imorgen – det er i hvert fald den eneste grund vi kan komme på, hvorfor her pludselig er overskyet og regn. Vi har ikke set en sky i over en måned nu. Just our luck. Heldigvis kan vi stadig fejre Emilie, os selv, hinanden og vores dejlige rejse indenfor i aften med endnu en festmiddag i et højt tårn, der har en roterende restaurant. (Vi skal jo have de sidste rupees brugt)

Imorgen tager vi ud i lufthavnen og forlader indien kl. 16.10. Vi skal fordrive en del timer i Bahrain, hvorefter vi rammer København kl. 7.00 dansk tid. Vi glæder os til rugbrød og krammere!

Namaste
Ida Emilie Pernille