Så lykkedes det os at finde vejen til Indien, dog ikke
søvejen, men en lidt mere besværlig bus-cykel-gåben-jeep-tog vej. Vi vinkede
farvel og på gensyn til Nepal, og gik 10 meter til grænsen, hvorefter alting
ændredes markant! Vi blev først mødt af inderstereotypen i form af en mand i en
lidt for nedknappet skjorte, guldkæder, Ray Bans Aviator model, den tykkeste
sorte skovsnegl på overlæben og naturligvis den berømte og grinagtige indiske
accent. Han fik sat smil på læberne, og vi bevægede os ud blandt de mange
mennesker med lidt ekstra overskud. Ved aftenstid endte vi i byen Gorakhpur,
som ikke har så meget andet end en togstation at byde på, så den havde vi tænkt
os at gøre brug af. Det skulle vise sig ikke at være så nemt, idet der bor over
en milliard mennesker i Indien, som også gerne vil køre i tog. Vi var derfor
nødt til at overnatte i byen, for tidligt morgenen efter at tage et tog til
Lucknow, hvor vi måtte tilbringe 13 timer inden vi til midnat kunne komme med
tog til Agra, som var den ønskede destination. At fordrive 13 timer på en
station hvor der ikke er meget at komme efter i en by vi intet kendte til, kan
vel betegnes som nødvendigt spild af tid. Mens dagen gik, blev det forbudt at
sige: ”Jeg keder mig” to bøger blev færdiggjort og der blev spillet kort til
den helt store guldmedalje – ikke for spændingens skyld, men for at holde os
vågne og oprejste.
2½ rejsedag skulle dog vise sig at være det hele værd! I
Agra fik vi fik skudt sightseeing af indiske monumenter og forts i gang med det
røde Agra Fort, hvor vi også fik vores første glimt af main attraction; Taj
Mahal. Her brugte vi så en god times tid på at forestille os hvordan diverse
sultaner havde spankuleret rundt med deres sabler på fortet på Aladdins tid.
Herefter begav vi os ud i det nærliggende hektiske marked med hundredvis af
skubbende og råbende indere. Missionen var at finde en ting eller to, der kunne
supplere vores garderober med noget Indien venligt tøj. Da tørklæder og lange
bukser var i hus, slog vi os ned på en rooftop restaurant med udsigt til Taj
Mahal og fik lækker indisk aftensmad (til alle der er bekymrede for Pernilles
ernæringstilstand, kan vi fortælle, at vi allerede på nuværende tidspunkt har lokaliseret de milde indiske retter
– hvilket vil sige at vi alle tre går mætte i seng, halleluja!) Anyway, på anden
dagen i Agra stod vi op før fanden fik sko på, for at se solopgang over Taj
Mahal. Det var da også vældig smukt, jo jo – men morgenhumøret var nu ikke en
ren 10’er hos alle (frk. Otte) på denne tid af døgnet. En kop kaffe senere og
ad sti af sted med os mod Taj Mahal. Vi fik erhvervet os en indgangsbillet, som
var hele 75 gange dyrere end den inderne skal købe, men vi betalte med glæde
prisen for at se den bygning vi har glædet os mest til at se. Det er fuldstændig så smukt og mægtigt et
monument som man forestiller sig, intet mindre. Vi fik placeret os lige præcis midt
for, for at konstatere at symmetrien var i vinkel – hvis de 3 millioner andre
årlige turister skulle have overset eventuelle uoverensstemmelser. Herefter
smed vi skoene og vandrede ind i et af verdens syv vidundere. Desværre var det
ikke tilladt at fotografere inde i selve monumentet, så I må selv tage et smut
herned for at se og røre – det er hele turen værd! En lille slapper på en
skyggeplet på bagsiden blev en kort fornøjelse, eftersom den hurtigt
forvandledes til et mindre fotoshoot, hvor diverse indere placerede deres
(eller deres koners) numser ved siden af vores, og smilede til en hær af
kameraer og telefoner. Da der var blevet taget flere billeder af os end vi har
taget af Taj Mahal – ingen overdrivelser nødvendige – søgte vi ly på et lille
museum tilhørende Taj Mahal, kiggede på skitser af monumentet og nød godt af
blæserne, som var et fint alternativ til den bagende middagssol. Inden det blev
siestatid, fik de barnlige sjæle frit spil på en bænk, hvor man kunne få det
til at se ud som om man holdt Taj Mahal i hånden. Dagen, som stod i Taj Mahals
tegn, blev afsluttet ved flodbredden til solnedgang ved siden af Taj Mahal. Vi havde tidligere på dagen rost os selv
for vores fornemmelse for verdenshjørner, men burde nok have medbragt Idas
kompas, da vi gik på jagt efter en solnedgang bag Taj Mahal. Bedre held næste gang
Fra Agra gik turen tidligt morgen mod Jaipur (helt præcist
03.30), og det var overskudsblondinerne, som fik os placeret på de næsten
rigtige pladser i togets A/C kupé, mens Emilie led under en mindre
madforgiftning, som godt kunne ønske sig en seng frem for en togtur med en
plasticpose som nærmeste allieret. Vi nåede Jaipur, hvor en sød og smilende
Tuktuk chauffør fik os guidet til et hotel i et område, som viste sig ikke at
være det område vi ønskede at bo i. Vi følte os snydt og gav chaufføren tørt
på, da han senere kom og ville tage os på sightseeing, hvilket han indså at han
godt kunne glemme alt om og derfor forvandles om til en fornærmet fireårig der
bliver nægtet en tur i tivoli. Straks mere skeptiske overfor de søde og
interesserede indere, gik vi på rundtur i byens gamle del, som også er kendt
som Den lyserøde by, selvom den så
mere orange ud gennem vores øjne. Jaipur blev kun et pitstop, og da vi dagen
derpå igen stædigt måtte modstå en masse lokales forsøg på at stuve os i
diverse dyre busser på vej mod den busterminal vi allerede kendte til, blev vi
bekræftede i, at dette ikke var en by vi gad bruge mere energi i.
Vi bumlede videre mod Pushkar, hvor vi ankom efter endnu en omgang
hej-se-de-vestlige-piger-ih-hvor-opfører-de-sig-(tilsyneladende)-grinagtigt,
hvilket resulterede i at samtlige lokale i en på indisk vis prop stoppet bus
højlydt grinede tre jyske piger lige op i ansigtet i næsten samtlige 30
minutter af den sidste busstrækning. De obligatoriske
jeg-holder-bare-lige-min-telefon-i-den-her-vinkel-billeder blev taget, og igen
er vi altid glade for at være til underholdning, men vi leder stadig efter
uheldigt placerede pletter på vores tøj, eller vildfarne bussemænd i håret.
Foreløbigt er ingen motiver for ydmygelse fundet.
Indiske grineflip til side er Pushkar
en dejlig fredelig afveksling til den mere hektiske provinshovedstad Jaipur. Og
en shoppevenlig en af slagsen må vi indrømme. Igen har vi udfordret vores
taskers kapacitet, og ynlåsenes 30-års holdbarhedsgaranti, med den sædvanlige
10/90 fordeling af gaver til jer andre og os selv. Ydermere er vi blevet velsignede
ved byens hellige sø, hvor Brahma har sikret lykke til os, vores familie,
kærester, venner, husdyr, fodvorter etc. for et ukendt antal rupees. Hvis
sommeren bliver varm i år, ved i hvem takkebrevet skal gå til.
Pga. tidligere omtalte hellige sø er
Pushkar et pilgrimsmål for smukke sariklædte hindukvinder og deres turbanklædte
mænd, hvilket potentielt gør det til en timelang beskæftigelse at sidde og glo
på farverige indere der snor sig ind og ud mellem hellige køer – byens anden
største befolkningsgruppe, der på alle måder forstår at gøre sig set i
gadebilledet. Som f.eks. da Pernille irriteret vender sig om for at overveje at
konfrontere den 16. inder der skubber til hende på en på ingen måde tætpakket
gade, og opdager at den 16. inder desværre har to horn, går på 4 ben, og nok
vil have endnu sværere ved at forstå hendes frustrationer end dens landsmænd.
I det hele taget fylder dyrene en del
i gadebilledet her i Pushkar. Da vi i går aftes kom tilbage til vores hotel –
som er rigtig dejligt og har en fin grøn pool i haven – hvor vi har fået af
vide at vi ikke skulle bade før i dag, hvor den ville være klar, fandt vi at
årsagen til at poolen ikke var klar kunne
bunde i at den var blevet overtaget af en vandglad abefamilie. Aber kan så
svømme, åbenbart? Jaja, man lærer jo noget nyt hver dag.
I dag har vi besøgt et tempel, gået
og kigget på indere, fået hennamalede hænder – hvad gør man når en pige tager
fat i ens hånd på åben gade og giver sig til at male på den med noget der
ligner mudder og lugter af krydret chai-the? Man rider stormen af med
tålmodighed og høflig konversation, og prøver efterfølgende på bedste vis ikke
at få klatmaling ud over hele sit korpus – og slappet af på en af byens lækre
rooftop caféer inden endnu en bumletur venter i morgen, hvor turen går til den
lille by Bundi i Sydrajastan.
Namaste
Ida Emilie Pernille
Ingen kommentarer:
Send en kommentar