Østpå: Øen i søen på øen

Hi!

Vi skriver Lake Toba for tiden. På postkortene, på mailsne og nu også på bloggen. Og vi nyder det. Søen, der ligger i den nordlige del af Sumatra, indeholder en ø, hvorpå byen Tuk Tuk ligger. Der bor vi. På Bagus Bay Homestay nærmere bestemt. Bungalow nr. 8. En seng til to, en seng til en, og et bad der er koldere end drikkevandet. Stærkt urimeligt, men vi ved bedre end at klage.

Har bl.a. fordrevet tiden på scootere – med stor succes! Ja mødre, hjelme blev fremskaffet og flittigt benyttet. Adskillige panderynker voksede godt nok langsomt frem i vores udlejeres ansigter, da 2/3 af os måtte svare nej til spørgsmålet om hvorvidt vi havde siddet på en scooter før. Nogensinde. Men vi gjorde al tvivl til skamme på en to en halv times tur op til nogle varme kilder på den anden side af øen. De varme kilder var en smule skuffende – vi er vel nogle der har været i Island – men turen derop var meget smuk. Eftersom Lake Toba ligger ca 900 m over vandoverfladen er klimaet her en anelse mere køligt end hvad vi ellers har oplevet, og vegetationen er dermed også en anden. På trods af adskillige palmer langs kysten ledes tankerne hurtigt i retning af Østrigs grønne bjergskråninger så snart man hæver blikket.

De lokale her er meget stolte af deres gamle kultur og traditioner, der stammer fra et dengang kannibalistisk stammefolk, kaldet Batak-folket. En stolthed der kommer til udtryk i traditionelle træfigurer, danse og musik. Noget nogen af os valgte/blev presset til at deltage i forleden aften. Til vores andres store fornøjelse, selvfølgelig.

Også husene hernede er værd at nævne. Og vise. Og i det hele taget tage liiiige lovligt mange billeder af. Man er vel turist. De høje gavle, der får tagene til at gå op i to spidser, er alle fint dekorerede med malede mønstre og træudskæringer. Meget betagende.

I dag havde vi besluttet os for at forsøge os med en kanotur ud på øen. Tre selverklærede erfarne kanoroere, og så er det da ikke noget problem. I teorien, i hvert fald. Det blev til omtrent syv minutter i kano, ti ligeved-og-næsten-kæntringer og et ukendt antal grineflip før vi besluttede os for at det nok ikke var i det fartøj vi skulle begive os til søs. Vi fik os selv bakset over i en robåd, og nød et par timer på den ellers fredelige sø.

Sikkert tilbage på land har vi trukket os selv op til en cafe, hvor vi planlægger at hygge os med bøger, blade, kortspil, frit internet og måske også snart lidt aftensmad.

Selamat tinggal

Pernille Emilie Ida